Biilmann: VDC et kvantespring for byggebranchen

Hos MT Højgaard er VDC for alvor blevet en integreret del af nye projekter. Ifølge den administrerende koncerndirektør er der tale om en helt ny proces, der kan revolutionere hele branchen.
Vi har taget vores egen medicin, og det er vi glade for. Sammen med bygherre, arkitekt og ingeniør har vi fra starten benyttet vores VDC-laboratorium som et fælles miljø, under planlægningen af vores nye domicil, siger Torben Biilmann. Foto: MT Højgaard.
Vi har taget vores egen medicin, og det er vi glade for. Sammen med bygherre, arkitekt og ingeniør har vi fra starten benyttet vores VDC-laboratorium som et fælles miljø, under planlægningen af vores nye domicil, siger Torben Biilmann. Foto: MT Højgaard.

Bedre, billigere og hurtigere byggeri. Det er mantraet og målet med implementeringen af VDC (Virtual Design and Construction). I hvert fald hvis man spørger administrerende koncerndirektør Torben Biilmann, MT Højgaard, der håber, at VDC vil give hele byggebranchen et kvantespring.

– Byggebranchen er konservativ og ikke som sådan lige at flytte med. Men VDC er det bedste, der er sket i lang tid. Dag for dag vil vi som branche se, at vi er bedre, end vi var i går. Ved at bruge VDC som udgangspunktet for opstart af ethvert nyt projekt kan man minimere fejl, og samtidig opdage løsningsforslag, som ellers aldrig var kommet frem med de klassiske tegninger, siger direktøren, da han tager imod Dagens Byggeri på direktionsgangen i entreprenørgigantens helt nye hovedkontor i Søborg.

… VDC er det bedste, der er sket i lang tid. Dag for dag vil vi som branche se, at vi er bedre, end vi var i går.

Adm. koncerndirektør Torben Biilmann MT Højgaard

Se video om VDC her.

DGNB Guld

Domicilet blev taget i brug tidligere på efteråret, og det er naturligvis kommet til verden med brug af VDC fra dag et.

– Vi har taget vores egen medicin, og det er vi glade for. Sammen med bygherre, arkitekt og ingeniør har vi fra starten benyttet vores VDC-laboratorium som et fælles miljø eller projektrum, hvor alle samles og hvor alle data er indarbejdet og for eksempel kan simulere dagslys, akustik, udsigt, trafikmønstre osv., siger Torben Biilmann.

Domicilet blev i oktober bæredygtighedscertificeret til DGNB Guld, og her var det netop aspekter som godt indeklima og dagslys, gode akustikforhold og gode transportforhold, der gav en høj scorer.

Ekstraudgift betaler sig

VDC er som navnet antyder et værktøj, hvor man opfører sin bygning virtuelt, inden det første fysiske spadestik bliver taget. Ved at inkorporere alle mulige former for data, kan man fejlfinde problemer og vise forskellige scenarier om, hvad der for eksempel sker med store nedbørsmasser ved skybrud.

– Ideen er, at man er grundig i planlægningsfasen og måske bruger et par måneder på at finde de fejl, der altid vil være i det oprindelige materiale. Det kan koste lidt ekstra i starten, men det lønner sig senere, for ekstraudgiften bliver betalt tilbage flere gange i form af sparede ærgrelser og uforudsete omkostninger. Vi får simpelthen de gode løsninger ind og rettet fejlene, inden de når til byggepladsen. Det giver en langt større sikkerhed, fastslår han.

Grundighed lønner sig

Som Dagens Byggeri skrev tidligere på måneden har MT Højgaard offentliggjordt et lidt skuffende kvartalsregnskab, som blandt andet skyldtes flere udskudte projektopstarter.

– Vi kan med VDC påvise fejl tidligt i planlægningsfasen, og så kan denne fase trække ud, fordi kunden vælger at gå tilbage og ændre i sit materiale før byggestart. Det har udskudt nogle planlagte byggestarter, og derfor manglede der lidt i den budgetterede indtægt. Til gengæld vil det lønne sig på sigt, for nu kan vi opføre projekterne med langt færre problemer. Nogle af de fejl, der har kostet koncernen mange penge de senere år, ville vi have fundet i tide og undgået, hvis VDC havde været en mulighed på daværende tidspunkt, mener koncerndirektøren.

Street credit for VDC

Den største fordel er ifølge Biilmann, at aktørerne fra starten er samlet om projektet.

– Så sker udviklingen ikke autonomt rundt omkring hos aktørerne. VDC skaber et fælles innovationsforum for projektet. Vores samarbejdspartnere har også set lyset. Vi får heldigvis en del street credit for at gå foran, siger han men tilføjer samtidig, at VDC ikke er noget, MT Højgaard vil holde for sig selv.

– Tværtimod, så giver VDC øget åbenhed. Alle kan se med. Og vi udvikler hele tiden vores VDC-løsning med nye tilføjelser. VDC er jo ikke ét softwaresystem – det er nærmest en paraply af systemer og app’s, som arbejder sammen, og vi henter ny viden hos andre virksomheder og institutioner rundt om i verden, som vi tager til os. På samme måde dele vi også gerne vores erfaringer med andre. Det hele handler om at komme frem til bedre, billigere og hurtigere byggeri, siger Torben Biilmann til Dagens Byggeri.

Relateret indhold