Byggebranchen anvender i stigende grad nye digitale teknologier som 3D, BIM og VDC. Det får betydning for både rådgivere, udførende, bygherrer og materialeleverandører i fremtiden. Det er der ikke så meget nyt i, men på årets udgave af Dansk Byggeris it-messe vil der blive mulighed for at høre mere om, hvordan man helt konkret arbejder strategisk med de nye metoder. Det skriver Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.
På messen vil to af landets helt store entreprenører, NCC og Aarsleff, således fortælle om, hvordan de arbejder med de digitale metoder i dagligdagen, ligesom de også vil fortælle om samarbejdets betydning for byggeriets værdikæde.
Messen afholdes i Høje Taastrup den 7. februar og i Aarhus den 8. februar 2017, og Dansk Byggeri har samlet 25 it-leverandører i samarbejde med Basit – byggeriets uvildige it-rådgiver. It-leverandørernes værktøjer retter sig mod de udfordringer, som bygge- og anlægsbranchen står over for hver dag, og derfor er der god inspiration at hente for alle byggeriets parter.
Den 7. februar 2017 klokken 15-16 i Høje Taastrup fortæller områdechef for VDC i NCC Thomas Hejnfelt, hvordan virksomheden arbejder med at bruge 3D, BIM og VDC til at optimere byggeprojekter og skabe et effektivt produktionsgrundlag.
Den 8. februar 2017 kl. 15-16 i Aarhus kan man møde Development Manager i Aarsleff Hjörtur Sigurðsson, der vil fortælle om arbejdet med at optimere virksomhedens bygge- og anlægsprojekter ved hjælp af 3D, BIM og VDC.
Det er gratis at deltage i arrangementet – tilmelding er dog nødvendig via it-messens hjemmeside.