Medlemmerne af det nye transportudvalg skal ikke sætte sig for godt til rette i stolene, hvis man spørger Dansk Vejforening.
For der er brug for at få lagt infrastrukturplaner, efter den tidligere regerings plan er lagt på hylden.
– Det er vigtigt, at der sker noget allerede i 2020 og 2021, lød det fra Thomas B. Olsen, formand for Dansk Vejforening, da han onsdag havde inviteret til debat mellem det nye transportudvalg og branchemedlemmer i Dansk Vejforening.
Glem Weber-grill
Og ikke bare er der brug for, at der bliver lavet aftaler hurtigt. Der er også brug for, at planerne holder og giver en stabilitet for transport-, bygge- og anlægsbranchen, lød ønsket fra flere repræsentanter.
– Vi har allerede mistet 43 medarbejdere i år, fordi der ikke er de her langvarige store projekter. Vi mister kompetencer i det her, lød det fra Claus Therkildsen, direktør for asfaltvirksomheden YIT og næstformand for Asfaltindustrien.
Den samme bøn lød fra direktøren fra vejmarkeringsvirksomheden Eurostar.
– Det er for voldsomme udsving, og det er de gode folk, der ryger først. Når vi siger til folk, at de kan glemme alt om at købe en Webergrill og de lange sommeraftener med familien på terrassen, fordi vi ikke ved, om vi har arbejde til dem, så kan de ikke leve med den usikkerhed, sagde Jesper Wraae-Bess.
– Det er vores største ønske, at I stopper denne her stop and go-politik, lød det.
Andet end benzin i tankene
En stor del af debatten blev også brugt til at diskutere klima, som er en ekstra faktor, der er puttet ind i ligningen.
Før jul skal Danmark nemlig aflevere en klimalov og efterfølgende skal en klimaplan udarbejdes. Og for at nå regeringens mål om at nedbringe CO2-udslippet med 70 procent før 2030 skal også transportområdet bidrage.
Spørgsmålet er dog, hvordan det skal løses. Det kom ordførerne med forskellige bud på.
– Løsningen er ikke, at vi skal transportere os mindre. Det er det samme som at sige, at vi skal være fattigere. Løsningen er, at der skal noget andet i tankene på biler, fly og lastbiler, sagde Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre.
– Vi kan ikke løse klimaudfordringerne ved at udbygge jernbanenettet. Det handler om, om man tør beskatte biler og fly, sagde Andreas Steenberg fra Radikale Venstre.
Enhedslistens Henning Hyllested var inde på, at afgifter på veje, såkaldt roadpricing er en mulighed, mens Alternativets Susanne Zimmer vil se på udfasning af benzinbiler.
Krav til byggepladser
Også flere løsninger fra salen blev taget op til debat. Herunder blandt andet at benytte sig af grønnere teknologi.
– Et klimaregnskab og krav til emission på byggepladser kunne være vejen frem, når man sender opgaver i udbud. I Norge har man bygget en tunnel under Oslofjorden ved hjælp af et eldrevet tunnelbor, for at tage et eksempel, lød det fra direktør Henrik Friis fra Dansk Byggeri.
– Vi skal gøre de her veje, vi allerede har, meget mere intelligente. Vejdirektoratet er simpelthen for sorte, fordi de tænker i nye veje og ikke i, hvordan vi kan udnytte de veje, vi allerede har bedre, lød det fra Per Hedelund, direktør for ITS Teknik, der står for skiltning og omdirigering på vejene.
Enighed var der blandt ordførerne om, at hænderne skal op af lommen, og at aftalerne skal være brede og langsigtede. Og så havde flere af politikerne en bøn til branchen.
– I skal blive ved med at inspirere os, og fortsætte det gode samarbejde med os, lød det fra flere.