Byggebranchen har fået mere travlt

Seks ud af 10 medarbejdere i byggebranchen har mere travlt end for et år siden, viser undersøgelse.
Thomas Frommelt er partner i Deloitte og ekspert i bygge- og anlægsbranchen. Pressefoto.
Thomas Frommelt er partner i Deloitte og ekspert i bygge- og anlægsbranchen. Pressefoto.

Tal fra undersøgelsen

  • Ja, jeg har kortere tid til at løse mine opgaver: 17 procent
  • Ja, jeg har fået flere opgaver, jeg skal nå at løse: 33 procent
  • Ja, jeg har fået mere ansvar: 10 procent
  • Nej: 31 procent
  • Ved ikke: 9 procent

De fleste inden for bygge- og anlægsbranchen kan nikke genkendende til, at der er øget aktivitet. Nu viser en ny undersøgelse fra Deloitte, at den øgede aktivitet ikke bare mærkes på virksomhedernes bundlinje. Den kan også mærkes blandt medarbejderne.

I undersøgelsen svarer hele 60 procent, at de har mere travlt i dag end for bare et år siden. Det er godt, at der er øget aktivitet, men der er grænser for, hvor hurtigt man kan løbe, påpeger brancheekspert.

– Lige nu ser vi et højt aktivitetsniveau i store dele af branchen. Det er naturligvis godt for virksomhederne, at der er godt gang i hjulene, men det stiller også store krav til medarbejderne, der jo skal nå at kunne følge med, siger partner i Deloitte Thomas Frommelt i en pressemeddelelse.

Effektivisering

I alt siger 10 procent af medarbejderne i bygge- og anlægsbranchen, at de har fået mere travlt, fordi de har fået mere ansvar. 17 procent påpeger, at de har fået kortere tid til at løse deres opgaver, mens 33 procent ganske enkelt har fået flere opgaver, de skal nå.

– At hver tiende har fået mere ansvar i løbet af det seneste år, er en naturlig udvikling. Derimod er det mere bekymrende, at 50 procent af medarbejderne enten har kortere tid til deres opgaver eller flere opgaver, de skal nå. Her er det virkelig vigtigt, at man holder godt styr på opgaverne, hvis man vil undgå, at kvaliteten skrider, siger Thomas Frommelt.

Ud over den øgede aktivitet arbejder mange virksomheder i branchen med at effektivisere arbejdet. Også det lægger pres på medarbejderne, mener Thomas Frommelt:

– I dag skal stort set alle virksomheder effektivisere. Det gælder fra de små håndværksvirksomheder til de store entreprenører. Alle steder er fokus på at gøre tingene smartere og hurtigere. Sådan skal det også være. Men det skal naturligvis gøres, så medarbejderne ikke falder fra.

Også i industrien

Bygge og anlægsbranchen er dog ikke alene om at skulle håndtere den voksende travlhed, oplyser Deloitte.

– Også i industrien ser vi lige nu en øget travlhed blandt medarbejderne. Det samme gælder inden for handel og transport. Typisk er det de 35-55 årige, der føler, at de skal løbe ekstra hurtigt, mens de unge og de ældre er bedre til at finde balancen, lyder det fra Thomas Frommelt.

Hver fjerde medarbejder i bygge- og anlægsbranchen forventer at blive i sit nuværende job i mindre end to år.

Relateret indhold