Der er nu sat punktum for den årelange sag om det københavnske byggekartel. Entreprenørvirksomheden Julius Nielsen & Søn har fået tiltalefrafald for at have deltaget i sagskomplekset om de storkøbenhavnske byggekarteller., og dermed er sagskomplekset afsluttet.
– Jeg er glad for, at der nu er sat punktum for sagerne om de storkøbenhavnske byggekarteller. Karteldeltagerne har sat konkurrencen ud af kraft ved at koordinere priser på byggeprojekter, og det har skadet både offentlige og private bygherrer. Karteller er alvorlig økonomisk kriminalitet, der i dag kan straffes med både fængsel og høje bøder. Alle virksomheder skal holde sig langt væk fra karteller, men er en virksomhed kommet på den forkerte side af stregen, så er en ansøgning om straflempelse den rigtige vej ud af kartellet, siger direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald.
Medvirket til afsløring
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) har givet entreprenørvirksomheden Julius Nielsen og Søn tiltalefrafald i sagskomplekset om de storkøbenhavnske byggekarteller.
Efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens uanmeldte kontrolbesøg hos blandt andre Julius Nielsen og Søn i begyndelsen i 2010 valgte selskabet at søge om straflempelse efter konkurrencelovens § 23 a.
Julius Nielsen & Søn blev i forbindelse med sagskomplekset tiltalt for 20 forhold af tilbudskoordinering. Selskabet har medvirket til afsløringen af flere ulovlige forhold blandt byggeselskaber i Storkøbenhavn, og dermed opfyldt kriterierne for tiltalefrafald.
Entrepriser for halv mia.
Med tiltalefrafaldet sættes punktum for hele sagskomplekset. I alt er der udstedt bøder for 31 millioner kroner fordelt på 25 virksomheder og 21 ledende medarbejdere.
Én virksomhed er frifundet for at have deltaget. Sagskompleksets højeste bøde på 10 millioner kroner blev vedtaget for 12 forhold af tilbudskoordinering.
Sagskomplekset om de storkøbenhavnske byggekarteller er en af de største kartelsager i danmarkshistorien. De involverede virksomheder har koordineret priser på byggeentrepriser til en samlet værdi af 400-500 millioner kroner.
Se den endelige status over sagen her.