Byggesocietetet: Akut mangel på studieboliger

Ifølge Byggesocietetet mangler der p.t. 20.000 ungdomsboliger i Danmark, der vel at mærke skal være til at finansiere for et SU-budget.
Byggesocietetet påpeger, at der er akut mangel på ungdomsboliger - som for eksempel disse, Henius House i Aaalborg. Foto: C.F. Møller/Joergen True.
Byggesocietetet påpeger, at der er akut mangel på ungdomsboliger - som for eksempel disse, Henius House i Aaalborg. Foto: C.F. Møller/Joergen True.

Rekordmange unge er i år kommet ind på en videregående uddannelse. 65.000 nye studerende skal ud over at finde sig tilrette på studierne også finde sig et sted at sove. Det er en stigning på 13.000 unge siden 2010. I alt søgte over 94.000 en studieplads.

– Der mangler 20.000 ungdomsboliger, som skal være til at betale på SU-budgettet. Det problem kan vi kun løse ved at give investorerne bedre muligheder for at tænke nyt, siger landsformand Tony Christrup fra Byggesocietetet i en pressemeddelelse.

Vi går ikke ind for discountløsninger, men vi er nødt til at finde nye boligformer her og nu.

Landsformand Tony Christrup Byggesocietetet

Problemet er ikke isoleret til København. Også i de andre store studiebyer er der et akut behov for studiepladser. Ud over de unge studerende søger mange andre i disse år også mod de store byer.

Flere værktøjer

Bygge- og ejendomsbranchen ønsker mangfoldighed og diversitet i sammensætningen af boligformerne.

– Skal vi nå det mål, skal vi have flere værktøjer til at løse udfordringerne, mener Tony Christrup, som blandt andet peger på muligheden for at oprette boliger, som ikke er gennemlyste dvs. som kun har vinduer mod en facade.

Sådanne boliger kan opføres i tilknytning til eksisterende byggerier, og kan indrettes så de er meget anvendelige som studieboliger.

– Vi går ikke ind for discountløsninger, men vi er nødt til at finde nye boligformer her og nu, siger landsformanden og peger på mulighederne for at opføre billige boliger på områder, der er udlagt til erhverv – ligesom nedlagte butikker og virksomheder i byerne relativt let kan omdannes til billige boliger.

Kig Planloven efter

De nye billige boligformer kan også hjælpe andre end studerende, f.eks. enlige forsørgere som i dag har meget svært ved at skaffe sig en bolig til en overkommelig pris.

Der har været et forslag fremme om at indrette forladte boliger i udkantsområderne til studieboliger. Det er et forslag som Byggesocietet ikke vender sig imod, men Tony Christrup understreger, at nye boliger skal etableres så tæt på uddannelsesinstitutionerne som muligt, samt at en deregulering af en række af planlovens bestemmelser vil være et vigtigt skridt på vejen.

Byggesocietetets landsformand Tony Christrup mener, at der skal ses nærmere på branchens værktøjer for at muliggøre byggeri af prisbillige ungdomsboliger. Foto: Torben Jastram.
Byggesocietetets landsformand Tony Christrup mener, at der skal ses nærmere på branchens værktøjer for at muliggøre byggeri af prisbillige ungdomsboliger. Foto: Torben Jastram.

Relateret indhold