Et nyt projekt er undervejs hos Teknologisk Institut, der sammen med flere partnere skal udvikle en helt ny type maling. Målet er, at vedligeholdelsesindsatsen ved overfladebehandling af træ kan reduceres, så vedligeholdelse i mindre grad indgår i beslutningen hos bygherrerne, når man vælger materialer i byggeriet. Det oplyser Teknologisk Institut i en pressemeddelelse.
– Med en bedre træbeskyttelse, vil det åbne op for en større brug af træ i byggeriet til glæde for en reduktion i CO2-udslip og muligheden for at bygge flere etagers træhuse, siger senior projektleder ved Teknologisk Institut, John Mark Lawther.
Målet med projektet, der lyder navnet MainCoat, er som skrevet at udvikle en træbeskyttelse, der reducerer vedligeholdelses-intervallet væsentligt, men det må ikke ske på bekostning af kvaliteten. Endvidere er sigtet at gøre produkterne endnu mere miljørigtige og i mindre grad afhængige af lovgivningskrav på miljøområdet, eksempelvis biociddirektivet.
Nye teknologier
Projektpartnerne skal med udgangspunkt i teknologier, der anvendes i andre brancher, udvikle nye teknologier til træbeskyttelsesmaling, herunder nye metoder til UV-stabilisering, fugthindrende teknologier og enzymatisk beskyttelse mod skimmelsvampe.
Det vurderes, at området har et stort potentiale for skabelse af nye jobs i Danmark. Maling er ifølge Teknologisk Institut et område, hvor Danmark er førende, men de senere år er mange jobs flyttet til udlandet.
Flügger, der er en af de få danskejede producenter, sælger i dag mere end 90 procent vandige malevarer til det danske marked. Med nye og moderne laboratorier i Danmark arbejdes der målrettet på at skabe innovative og bæredygtige løsninger, der kan være med til at reducere tids- og materialeforbruget i forbindelse med male- og renoveringsarbejder.
Store krav
– Øgede klimaudfordringer og stigende miljøkrav kommer til at stille store krav til både valg og vedligeholdelse af bæredygtigt byggeri i fremtiden. Vi skal fremover i langt højere grad øge vores fokus på valget af miljøvenlige byggematerialer, og vi er tvunget til at ændre vores tilgang til vedligeholdelse af materialerne, siger John Mark Lawther.
Foruden Teknologisk Institut og Flügger, indgår tjekkiske Synpo og britiske Cristal pigments, der begge udvikler råmaterialer til blandt andet malingsindustrien, også i projektet. Danske Force Technology bidrager med Life Cycle Assesments, mens Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet er tilknyttet med deres ekspertise indenfor træ og i særdeleshed interaktioner mellem træ og vand.
Innovationsfonden støtter projektet med 12 millioner ud af det samlede budget på 18,5 millioner kroner. Projektet løber i tre år.