C.F. Møller rykker ind i Tyskland

Succes i Tyskland betyder, at C.F. Møller åbner kontor centralt i Berlin fra 1. juli.
Heiko Weissbach er udpeget som C.F. Møllers chef i Tyskland. Pressefoto: Mew.
Heiko Weissbach er udpeget som C.F. Møllers chef i Tyskland. Pressefoto: Mew.

C.F. Møller Architects har de seneste år arbejdet målrettet på at udvide sin internationale opgaveportefølje udenfor hjemmemarkederne. Det har blandt andet resulteret i opgaver i Irland, Island, Belgien og ikke mindst Tyskland, hvor en række større projekter er i gang. Nu går arkitektvirksomheden så skridtet videre i vores naboland mod syg, ved at oprette et kontor i Berlin.

– Generelt arbejder vi med en øget internationalisering af vores opgaveportefølje uden at gå på kompromis med vores hjemmemarkeder. Det er med til at sikre en robust opgaveportefølje, som også bidrager til at styrke os på hjemmemarkederne, og så oplever vi en international efterspørgsel på vores holistiske tilgang og ikke mindst ekspertise indenfor healthcare, fortæller administrerende direktør Lone Bendorff, C.F. Møller Architects.

CEO Lone Bendorff siger, at satsningen i udlandet ikke må være på bekostning af hjemmemarkederne. Pressefoto: Mew.
CEO Lone Bendorff siger, at satsningen i udlandet ikke må være på bekostning af hjemmemarkederne. Pressefoto: Mew.

Tysk chef med dansk erfaring

C.F. Møller ansatte tidligere på året arkitekt Heiko Weissbach som leder af kontoret i Berlin. Han er tyskfødt og opvokset i Berlin, men taler også blandt andet dansk efter at have læst til indretningsarkitekt i København og til arkitekt i Aarhus. Siden studierne har Heiko Weissbach samlet erhvervserfaring i både Danmark, Frankrig og Tyskland. Her har han bandt andet været ansat hos Sauerbruch Hutton og Tysklands Udenrigsministerium. Derudover har han i mange år fungeret som arkitekturformidler og forfatter, og i 2017 udgav han bogen “Arkitekturguide Aarhus”.

– Jeg ser frem til denne mulighed for at bringe de nordiske værdier og C.F. Møllers integrerede design-tilgang til Tyskland. Dels er denne tilgang en del af min uddannelsesmæssige baggrund og har været en personlig inspiration, dels oplever jeg, at der i Tyskland og andre steder i Europa er en efterspørgsel efter netop disse værdier, siger Heiko Weissbach.

Kontoret i Berlin er en del af en nybygget kreativ hub med navn “Frizz 23” beliggende Friedrichstrasse tæt på Checkpoint Charlie.

Igangværende opgaver i Tyskland

Nuværende opgaver for C.F. Møller i Tyskland er den nye banegård i Hamborg Altona. Den skal både løse infrastrukturen og spille en aktiv rolle i den urbane udvikling af Altona Nord.

Det fredede universitetshospital RWTH i Aachen er blandt tegnestuens opgaver i det tyske. Visualisering: C.F. Møller Architects.
Det fredede universitetshospital RWTH i Aachen er blandt tegnestuens opgaver i det tyske. Visualisering: C.F. Møller Architects.

Indenfor healthcare arbejdes der på en udvidelse af både det ikoniske og fredede universitetshospital RWTH i Aachen samt en udvidelse af Städtisches Klinikum Braunschweig (Braunschweigs kommunehospital) kombineret med en ny bygning og modernisering af en allerede eksisterende bygning i et nyt og redesignet kompleks.

Derudover er C.F. Møller Architects valgt til en ambitiøs campusmasterplan, der skal beskrive den fremtidige udvikling af universitetet og universitetshospitalet i Heidelberg, som er et af de mest prestigefyldte universiteter i Tyskland og globalt set. Desuden prækvalificerer C.F. Møller sig regelmæssigt til større konkurrencer i Tyskland.

C.F. Møller Architects har dermed kontorer i Berlin, Aarhus, Aalborg, København, Stockholm, Oslo og London og beskæftiger cirka 300 medarbejdere.

Relateret indhold