Dagpengekommissionens oplæg til en dagpengereform indeholder som ventet ikke de helt store nyheder, men opererer blandt finansiseringsmomenterne både om karensdage for de ledige og to G-dage for virksomhederne.
Den tidligere regering indgik ellers en aftale med Dansk Folkeparti om en glidende afskaffelse af G-dagene, så de ville være helt væk i 2017.
G-dagene betyder, at det bedre kan betale sig at give de allerede ansatte noget overarbejde end at ansætte nye folk.
Formand Niels Techen Dansk Håndværk
TEKNIQs administrerende direktør Niels Jørgen Hansen langer kraftigt ud efter LO og FTF for ikke i tilstrækkelig grad at ville bidrage til finansieringen af reformen:
– Det lyder lidt som et ekko fra fortiden, når der er lagt op til at drøfte, hvordan dagpengesystemet kan ændres, så man kan få arbejdsløshedsdagpenge i længere tid end to år. Man burde drøfte, hvordan vi sikrer, at vi undgår, at mange går ledige samtidig med, at erhvervslivet mangler kvalificeret arbejdskraft, siger Niels Jørgen Hansen, der understreger behovet for et arbejdsmarked, hvor det simpelthen ikke bør være muligt at have lange ledighedsperioder.
Incitamenter
Dansk Byggeris administrerende direktør Lars Storr-Hansen er stort set tilfreds med, at Dagpengekommissionen lander, hvor den gør:
– Forslaget lægger op til, at der bliver langt bedre incitamenter til at tage job i korte perioder og også til at tage et job, hvor lønnen ikke nødvendigvis er lige så høj, som den løn man fik tidligere. Det er almindelig fornuft, at man har pligt til at tage de job, der er – til de lønninger, der kan betales. Det vil gøre det nemmere at få besat en række af de job, der i dag er vanskeligheder med at rekruttere dansk arbejdskraft til. Her har det kendte dagpengesystem ikke været indrettet med de rette incitamenter, siger Lars Storr-Hansen.
G-dage
Han peger dog samtidig på, at Dagpengekommissionens forslag om to betalte G-dage ved selv korte ansættelser vil betyde, at mange virksomheder kan være tilbageholdende med de korte ansættelser. Samtidig er der tilfredshed med, at der skrues ned for dimittendsatsen, som man i byggeriet gerne havde set, at man havde skruet endnu mere ned på.
– Vi må dog fastholde vores kritik af, at vi i Danmark har en særdeles høj kompensation, idet 90 procent af den hidtidige indkomst må betegnes som særdeles gavmild. Desværre bliver det tilsyneladende ikke i denne omgang, at vi skal have en generel drøftelse af de høje danske satser for overførselsindkomster, konstaterer Lars Storr-Hansen.
Torskedumt
Dansk Håndværks formand Niels Techen, kalder det tåbeligt, hvis regeringen følger forslaget om delvis at finansiere dagpengereformen med to G-dage:
– Nu troede vi endelig, at vi var sluppet af med denne direkte barriere for at ansætte ledige i de mindre og mellemstore virksomheder. For mange mindre virksomheder i håndværkssektoren er det vigtigt løbende at kunne tilpasse medarbejderantallet i forhold til de opgaver, man kan sikre virksomheden. Men G-dagene betyder, at det bedre kan betale sig at give de allerede ansatte noget overarbejde end at ansætte nye folk. Det har ikke mindst betydning i vinterperioden, hvor vejret kan drille og betyde vejrligsdage, siger Niels Techen til Dagens Byggeri.