FSC International
- FSC står for Forest Stewardship Council.
- Det er en international non-profit medlemsorganisation, der blev stiftet i 1993. Organisationens hovedopgave er at fremme bæredygtig skovdrift og økonomisk levedygtighed i alverdens skove samt sikre skovarbejdernes sociale rettigheder.
- FSC International er FSC’s internationale hovedorganisation. Her kan man være medlem, præcis som man kan på nationalt niveau.
- Medlemskab af FSC International giver mulighed for at møde op og stemme ved den international generalforsamling, hvor verdens NGO’er og virksomheder med interesse I bæredygtig skov mødes hver 3. år for at stemme om retningen for FSC på globalt plan.
Keflico har siden 2018 været medlem af FSC Danmark. Nu melder de sig ind i FSC International, der er FSC’s internationale hovedorganisation – og det er der flere grunde til. For det første er det med udgangspunkt i, at FSC er en demokratisk organisation. Dermed har Keflico via deres medlemskab stemmeret på lige fod med alle andre virksomheder i det internationale økonomiske kammer. For det andet er Keflico en international virksomhed. De køber og sælger på mange forskellige markeder, derfor er det helt naturligt for dem at engagere sig i FSC International.
– Vi vil gerne være med til at præge udviklingen. Dels fordi FSC er så vigtig en del af vores forretning, men også fordi vi synes, at vi har noget at byde på, med den viden og position vi har i markedet. Konkret handler det blandt andet om, at udviklingen på efterspørgsel indenfor især tropisk træ har så meget fart på, at vi er bekymrede for, om udbuddet kan følge med, fortæller Kasper Kopp, salgs- og indkøbschef for træ i Keflico.
Indflydelse på globale problematikker
Keflico har en global interesse i at forbedre biodiversitet og klimapåvirkning af skovdrift og transport. Mere specifikt håber de med deres medlemskab i FSC International at kunne påvirke udviklingen af mere certificeret skov i troperne:
– Vi bliver nødt til sammen med andre aktører i FSC at kigge på, hvordan vi bærer os ad med at få certificeret mere skov i troperne. Der er nogle forskellige barrierer, som er forskellige fra land til land, men hvor vi via kontakt med vores leverandører og andre aktører har noget detailviden om, hvad der skal til, siger Kasper Kopp.
Dele af træbranchen hænger i bremsen
Kasper Kopp oplever et blandet billede hos resten af branchen, når det kommer til miljøansvar. Der er aktører som rykker meget målrettet på bæredygtighed, FSC og klima. Og så er der en stor del som har en vent-og-se-holdning. Han opfordrer derfor flere til at melde sig ind i FSC International, ikke mindst fordi organisationen tilbyder NGO’er og virksomheder indflydelse på lige fod:
– Vi vil gerne sende et signal til flere om at søge international indflydelse. Vi har nemlig en fornemmelse af, at der er mange af vores kollegaer og kunder, som måske ikke tænker på FSC som en demokratisk organisation, der afholder en generalforsamling, hvorved man kan møde op og afgive sin stemme.
Keflico har været FSC-certificeret siden 2009 og medlem siden 2018. I løbet af 2020 når de i mål med deres indkøbspolitik fra 2016 om at 50 procent af alt købt og solgt træ skal have en bæredygtig sporbar oprindelse. Næste mål er at opnå 100 procent på tropisk træ i 2025.