Den undersøiske tunnel, Skatestraumtunnelen i Bremanger, som ligger godt 100 kilometer nord for Bergen, var i går udsat for en eksplosion, som ind til videre har spærret tunnelen på ubestemt tid. Det skriver flere norske medier.
Ulykken opstod, da en tankbil med 16.500 liter benzin var på vej op af tunnelen. Pludselig opdager chaufføren Tore Myrestrand, at hængeren er røget af lastbilen – hvorefter den ryger ind i siden af tunnelen. Kort tid efter eksploderer den.
Jeg så i spejlet, at røgen er på vej op, og den var ved at indhente mig.
Tore Myrestrand{break}Lastbilchauffør
Det gav en kraftig røgudvikling, og Tore Myrestrand giver naturligvis lastbilen fuld gas for at komme i sikkerhed.
– Jeg så i spejlet, at røgen er på vej op, og den var ved at indhente mig, har han ifølge Aftenposten efterfølgende fortalt.
Det oplyses, at der ikke umiddelbart er sket alvorlig personskade – men det er endnu uvist, hvor omfattende skaderne på tunnelen er. Det har samtidigt pustet liv i den norske debat om sikkerheden i landets mange tunneler.
I alt er der 1.129 tunneler i Norge, og ifølge det norske Statens vegvesen er der cirka to brande i måneden. En risikoanalyse viser desuden, at der er større risiko for brand i de undersøiske tunneler.