– Der er stort set ingen i byggebranchen, der har arbejdet sådan her med produktivitet. I vores research har vi kun kunne finde to tidligere effektivitetsundersøgelser af byggepladser, som vi kan sammenligne vores resultater med. Et fra 2001 og et nyere fra 2017.
Sådan siger Enemærke & Petersens proceschef, Søren Christensen, om det relativt uberørte land, som han og byggeledelserne har begivet sig ud i hos entreprenørvirksomheden med et omfattende produktivitetsprojekt.
For entreprenørvirksomheden handler det om hele tiden at udvikle organisationen og styrke idéudviklingen og motivationen. Projektet handler også om at finde de besparelser, der kommer ved at byggetiden på projekterne eksempelvis forkortes. For at nå resultaterne, skal det daglige arbejde på byggepladsen undersøges og evalueres, for at se hvordan arbejdstiden og ressourcerne lige nu bruges.
Store besparelser ved at reducere spildtid
– De to effektivitetsundersøgelser fra 2001 og 2017 konkluderede, at kun en tredjedel af arbejdstiden på byggepladsen blev brugt på reel produktion – to tredjedele bruges på forberedelsesaktiviteter, transport med videre – og en del er reel spildtid for eksempel i form af ventetid, siger Søren Christensen.
Proceschefen gjorde en positiv opdagelse undervejs i de nye undersøgelser.
– Igennem effektivitetsundersøgelserne af de første fire byggepladser opdagede vi, at tre ud af fire af vores pladser var mere produktive end i de gamle undersøgelser, siger han.
Søren Christensen er glad for den konklusion, men påpeger også, at Enemærke & Petersen ikke hviler på laurbærrene af den grund.
– De indledende beregninger viser nemlig, at vi kan lave store besparelser på hver enkelt byggesag, hvis vi får reduceret den store mængde spildtid, vi stadig har på projekterne. Så fra nu af benchmarker vi faktisk kun med vores egne resultater, så vi får en udvikling, der batter, siger Søren Christensen.
Byggeledelsen skal være klar til spørgsmål
De første fire effektivitetsundersøgelser af byggepladser har ifølge Søren Christensen skabt flere klare konklusioner.
– Vi kan for eksempel se, at vores håndværkere bruger lang tid på at gå rundt på pladsen og på samtaler. Det gør de ofte, fordi de har praktiske spørgsmål til byggeledelsen. Derfor kan vi spare håndværkernes tid og gøre dem mere effektive ved at byggeledelsen er mere til stede ude på pladsen og er klar til at svare på spørgsmål, siger Søren Christensen, som også pointerer, at undersøgelserne peger imod, at samarbejde på tværs kan give anseelige besparelser.
– Hvis tømreren, for eksempel efter en vinduesudskiftning, lige kitter, før han går, er der sparet megen ventetid for den murer, der kommer efter ham. Her kan vi virkelig spare penge, så nu er vi i dialog med forskellige faglige organisationer for at indgå et projektsamarbejde, der skal øge samarbejde på tværs mellem fagene.
Enemærke & Petersens produktivitetsprojekt vil fortsætte over de næste par år og ambitionen er at opnå godt flow og arbejdsglæde, besparelser og tidlige afleveringer ved at udbrede nye arbejdsstandarder for hele organisationen. Produktivitetsprojektet er udviklet i samarbejde med konsulenthuset 4Improve, Aarhus Universitets institut for ingeniørvidenskab og udviklingsprojektet Revalue under Innovationsfonden.