For byggesektoren er det vigtigt, at investorer i ejendomme kan forvente et rimeligt afkast af sine investeringer. Ellers bygges der ikke nyt i Danmark.
Set i det lys er det bekymrende og et vidnesbyrd om, at der fortsat er en vis tøven i forhold til et reelt opsving, at ejendomsinvestorerne har nedjusteret sine forventninger til investeringsejendomme i 2016. I fem kvartaler i træk har der ellers været fremgang at spore. Nu falder forventninger til det totale afkast med 0,2 procent.
Der er dog blandt ejendomsinvestorerne en forventning om stigende ejendomsværdi, udlejningsprocent og markedsleje inden for både kontor, butik, industri og bolig.
Det viser Ejendomsforeningen Danmarks forventningsundersøgelse for fjerde kvartal.
Brexit spøger i baggrunden
– I 2016 forventes et totalt afkast på 5,9 procent, hvilket er et godt totalt afkast, også selvom det svarer til et fald i forventningen på 0,2 procentpoint i forhold til sidste kvartal, siger Morten Marott Larsen, der er cheføkonom i Ejendomsforeningen Danmark.
I 2017 og 2018 forventes et totalt afkast på 5,8 procent, hvilket er et fald på 0,1 procentpoint i forhold til sidste kvartal.
Det har været påpeget, at Brexit kunne føre til stigende priser på investeringsejendomme i Danmark, da nogle investorer ville foretrække Danmark frem for England. En anden effekt er risiko og forventninger om lavere økonomisk vækst, og det medfører faldende ejendomsværdier.
Tillægger risiko
– Med de faldende forventninger i forhold til sidste kvartal, kunne det tyde på, at ejendomsinvesteringsbranchen tillægger risiko og forventninger om lavere økonomisk vækst størst betydning. Usikkerheden for, hvad fremtiden bringer, har muligvis lagt en dæmper på et marked i vækst, siger Morten Marott Larsen, der glæder sig over, at forventningerne til udlejningsprocenten for kontor fortsat er positiv, trods en “økonomisk tomgangsprocent” på 12,7 procent.
Investorerne forventer dog fortsat, at udlejningsprocenterne kommer til at stige mere for kontorområdet end for boligområdet. Det skyldes, at udlejningsprocenten for bolig i forvejen er høj.
For alle de fire sektorer kontor, bolig, butik og industri gælder, at der er størst forventning til stigende ejendomsværdi, mens der er forventning om mindre stigninger i udlejningsprocent og markedsleje.