Femern A/S afviser tyske miljøprotester

Femern A/S redegør i et notat til Folketingets Transportudvalg for hovedelementerne i de tyske miljøorganisationers indsigelser mod Femern Bælt-forbindelsen.
Femern A/S afviser hovedelementerne i de tyske miljøorganisationers indsigelser mod Femern Bælt-forbindelsen. Femern A/S mener ikke, at forbindelsen vil skade havmiljøet. Foto: Femern A/S.
Femern A/S afviser hovedelementerne i de tyske miljøorganisationers indsigelser mod Femern Bælt-forbindelsen. Femern A/S mener ikke, at forbindelsen vil skade havmiljøet. Foto: Femern A/S.

Indsigelserne fra de forskellige tyske miljøorganisationer under høringen i 2014 handler ikke mindst om de såkaldte ‘Natura 2000 konsekvensvurderinger’, hvor miljøorganisationerne hævder, at den af Femern A/S anvendte metode til vurdering af anlægsarbejdets miljømæssige virkninger ikke er baseret på den senest tilgængelige videnskabelige viden.

Femern A/S hævder derimod at have valgt en metode, der tager højde for den bedste, tilgængelige videnskabelige viden på området.

Projektets påvirkninger af sæler og marsvin vil være meget lokale og begrænset til dele af anlægsfasen og vurderes at være uden betydning.

Notat fra Femern A/S

Særligt beskyttede arter

De tyske miljøorganisationer har i indsigelserne også kritiseret miljøvurderingen af særligt beskyttede arter i projektansøgningen for Femern. Det fremføres blandt andet, at der er visse mangler i ansøgningsmaterialet vedrørende særligt beskyttede fuglearter, samt at detaljeringsgraden burde være højere. Det hævdes ligeledes, at påvirkningen af visse fredede arter er utilstrækkeligt belyst.

Ikke uventet mener Femern A/S også her at have undersøgt projektets påvirkning af de særligt beskyttede arter grundigt:

– På den baggrund er der i projektet inkluderet en række afværgeforanstaltninger, som sikrer, at den økologiske funktionalitet for de beskyttede arter opretholdes. Derudover har selskabet valgt at imødekomme ønsket om uddybning af beskrivelsen af miljøvirkningerne på enkelte arter. Femern A/S har desuden indgået aftale med miljømyndighederne i Slesvig-Holsten om artsbeskyttelsesinitiativer, som Femern A/S vil implementere, oplyses det til Transportudvalget.

Tysk forvaltning

Et af de punkter, der kan give problemer, er måske miljøorganisationernes påstand om, at det ikke er i overensstemmelse med tysk forvaltningspraksis, at selskabet i projektansøgningen alene har foreslået en monetær kompensation for Femern Bælt-projektets miljøvirkninger på tysk område.

– Som et minimum skal det dokumenteres, at det ikke er muligt af legale eller miljømæssige årsager at udføre kompensationsforanstaltninger, som reale projekter, for eksempel etablering af stenrev til erstatning for rev fjernet tidligere eller kvælstofbegrænsende foranstaltninger i kystnære områder m.v., mener organisationerne.

Men Femern A/S påpeger, at der blandt andet kan etableres stenrev og kvælstofbegrænsende foranstaltninger.

Sedimentspild

Det understreges også af Femern A/S, at det sedimentspild, der forekommer i forbindelse med gravearbejderne, sker i et ind- og udstrømningsområde mellem Nordsøen/Kattegat og den centrale Østersø, og det vil i lighed med et lignende naturligt forekommende sedimentindhold i vandet, som blandt andet kommer fra erosion af kysterne og den kystnære havbund, blive transporteret til havområdets naturlige aflejringsområder, der primært udgøres af Østersøens dybe bassiner.

– Sedimentspildet vil kortvarigt kunne ses som sedimentfaner fra projektets grave- og landindvindingsarbejder, men vurderes ikke at medføre væsentlige varige negative virkninger på vandkvaliteten i Femern Bælt eller i de øvrige dele af Østersøen, hedder det videre.

Konklusionen er faktisk, at de lokale forandringer af havbunden efter anlægsarbejdernes afslutning vil kunne bidrage positivt til økosystemets funktionalitet og diversitet. Eksempelvis vil stenene, der beskytter tunnelen ved kysten, virke som et stenrev og øge biodiversiteten i området.

Hvaler og sæler

Ligesom det tidligere er sket ved de store anlæg af forbindelserne på Øresund og Storebælt er der påstande om, at en Femerntunnel vil have en negativ indvirkning på fiskebestanden, men her påpeger Femern A/S, at den gennemførte miljøkonsekvensvurdering viser, at anlæg og drift af en sænketunnel ikke har en væsentlig negativ virkning på gydning, æg, larver, opvækst, fødesøgning og vandring blandt de fiskearter, der forekommer i Femern Bælt.

Miljøvurderingerne konkluderer også, at hvaler, såsom marsvin, og sæler vil søge ud af områderne tæt på gravearbejdet og pæleramningerne. Det vurderes også, at der ikke på noget tidspunkt optræder samtidig støj over et så stort område, at der kan forekomme en barriere for marsvins og sælers uhindrede færdsel gennem Femern Bælt.

– Projektets påvirkninger af sæler og marsvin vil være meget lokale og begrænset til dele af anlægsfasen og vurderes at være uden betydning for populationerne i Femern Bælt og i de tilstødende dele af Østersøen, konkluderer Femern A/S.

Læs hele notatet fra Femern A/S her

Tyske miljøorganisationer kan potentielt forsinke etableringen af Femern Bælt-forbindelsen med flere år. Foto: Femern A/S.
Tyske miljøorganisationer kan potentielt forsinke etableringen af Femern Bælt-forbindelsen med flere år. Foto: Femern A/S.

Relateret indhold