Siden 8. oktober har Martin Skou Heidemann holdt orlov fra sin post som formand for Dansk Byggeri. Og tirsdag valgte den nu tidligere formand så at trække sig permanent fra posten.
Han er medindehaver af Skou Gruppen, som er en af de virksomheder, der er inddraget i byggekartelsagen. Da denne fortsat ikke er afklaret, har Martin Skou altså tirsdag valgt at træde definitivt tilbage. Det sagde han for øvrigt til Dagens Byggeri allerede i begyndelsen af december, da han første gang forlængede sin orlov.
– Jeg har hele tiden sagt, at jeg vil træde tilbage ultimo januar, hvis der ikke kom en afklaring på sagen inden da. Nu er vi sidst i januar, og jeg har stadig ikke hørt noget, så derfor tager jeg konsekvensen, siger han til Dagens Byggeri.
Dansk Byggeri skal videre
Han mener fortsat, at hverken han selv eller Skou Gruppen er skyldige i det, de er anklaget for, men da han endnu ikke har hørt noget fra SØiK (Bagmandspolitiet), er sagen stadig uafklaret.
– Jeg trækker mig, fordi det er vigtigt, af Dansk Byggeri kommer videre, selvom jeg er viklet ind i en anklage. Dansk Byggeri har en lang række vigtige politiske kampe, der skal tages, og derfor finder jeg det rigtigst at trække mig, siger han.
Næstformand Claus Bering fortsætter som konstitueret formand frem til næste repræsentantskabsmøde i Dansk Byggeri.
Til spørgsmålet om, hvor sagen står p.t., siger Martin Skou:
– Det er svært at vide, jeg ved simpelthen ikke en pind lige nu.