Dårlig projektstyring, fejlkommunikation og ventetid betyder, at håndværkere spilder omkring en tredjedel af deres tid på byggepladsen.
For at komme det problem til livs, har virksomheden GenieBelt i de sidste fem år arbejdet med et projektstyringsredskab, der sørger for bedre kommunikation i den udførende fase. Det samme har den belgiske virksomhed Aproplan, og de to parter har nu fundet frem til, at en fusion er vejen frem.
Vi ønsker at skabe en organisation, hvor en lang række af vores kunders behov bliver mødt,
Ulrik Branner, partner i GenieBelt.
– Vi er hver især kommet langt indenfor vores områder. Vi har brugt fem år på at komme hertil, og vi kunne godt udvikle i fem år og komme dertil, hvor Aproplan er og omvendt, men vi kiggede på hinanden og sagde, at vi kommer hurtigere frem til en fantastisk virksomhed, hvis vi slår os sammen, siger Ulrik Branner, der er formand og partner i GenieBelt.
GenieBelt beskæftiger omkring 55 mand og har hovedkontor i København. Aproplan ligger i Bruxelles. Når fusionen træder i kraft engang indenfor de næste to måneder, bliver de to selskaber sat sammen i virksomheden LetsBuild.
Digitaliser byggeriet
Det vil give god mening at digitalisere byggeriet, mene Ulrik Branner. Ifølge ham går meget spildt, fordi man går fra digitale systemer i planlægningsfasen til papir og blyant på byggepladsen.
– Vi har ingen ønsker om at erstatte andre projektstyringsværktøjer som Microsoft Project. Vi integrerer dem og løfter dem op i skyen, så alle, der skal samarbejde på byggepladsen, kan gøre det i en dynamisk tidsplan, siger Ulrik Branner.
Det centrale element i GenieBelt er projektstyringen, imens Aproplan laver mere gængse værktøjer som kvalitetssikring, tjeklister og dokumentsstyring. Alle de services bliver nu samlet i en løsning, fordi der ifølge Ulrik Branner er efterspørgsel på en mere helhedsorienteret løsning.
– GenieBelt og Aproplan deler mange kunder, og mange er glade for den ene del, men mangler den anden. De vil gerne have en full service provider, fordi de bruger mange services, og det gør det svræt at få overblik over, siger Ulrik Branner, der også mener, at tiden er helt rigtig nu.
– Vi står efter min vurdering på tærsklen til det skred, vi har ventet på, hvor teknologien er en af katalysatorerne. Der har været store opkøb, og Google og Amazon træder ind. Der sker et skred indenfor teknologi i Europa, og der gælder det om at være en af de førende, siger Ulrik Branner.
Alle eksisterende aftaler mellem de to selskaber og kunderne fortsætter som hidtil.
LetsBuild får to hovedkontorer – 45 mand i Bruxelles og 42 mand i København. Derudover sidder der fem i London, to i Paris, to i Frankfurt og seks mand i Polen.