Virksomheden Total Døre og Vinduer på Fiskeløkken i Munkebo er begæret konkurs. Det siger ejer Morten Blomstrøm i dag til fyens.dk.
Han nåede at sidde i spidsen for firmaet i små to år, inden konkursbegæringen blev indgivet, og de 20 medarbejdere må søge arbejde andetsteds.
Morten Blomstrøm peger på hård konkurrence og britisk politik som årsagen til konkursen.
– Vi har ikke haft den styrke og det omdømme, der skulle til i markedet, der er hårdt og konkurrencepræget, siger han til fyens.dk og føjer til:
– Vores allerstørste kunde valgte at opsige samarbejdet, der nok stod for et sted mellem 20-25 procent. Og så har hele Brexit gjort, at nogle af vores konkolleger har vendt øjnene endnu mere på deres hjemmemarked, hvilket har skærpet konkurrencen utroligt meget de seneste år. Derudover ser vi fusioner i branchen, som endnu engang er med til at skærpe konkurrencen og presse markedet.