For mange offentlige og private virksomheder har jordoverfladens bevægelser stor betydning. Terrænændringer i form af hævninger eller sænkninger har indvirkning på holdbarhed, stabilitet og funktion af eksempelvis veje, broer, bygninger, ledningsnet og havne.
Nøjagtig kortlægning og analyser af lokale landbevægelser har derfor stor værdi inden for en række sektorer, såsom transport og infrastruktur, olie og gas, klimatilpasning, byggeri og anlæg samt forsyning.
Kan spare mange penge
Terrænændringer kan føre til sætningsskader på for eksempel bygninger, veje og broer, ligesom ændringerne kan påvirke kystsikring eller kloakledninger overalt i landet. Det koster offentlige og private virksomheder mange penge – særligt når skaderne opdages for sent.
– Årsagssammenhængen er ofte kompleks, men med overvågning, kortlægning og fremskrivning kan man i mange tilfælde forudse problemerne og komme på forkant med at håndtere dem. Ved at sikre at vitale funktioner som kloakledninger, kystsikring og klimatilpasning fungerer efter hensigten, kan der spares mange penge, udtaler Niels Broge, som er chefkonsulent og forretningsudvikler i Geopartner.
Bedst mulige datagrundlag
For at omsætte viden om landbevægelser til nytteværdi for virksomheder, kræves hyppig ajourføring og løbende genberegninger med de nyeste data for at følge udviklingen i bevægelsen og dermed påvirkningen af eksempelvis en bropille, et kajanlæg eller en vejstrækning. Det stiller krav om den skarpeste viden inden for processering og analyse af data, men også til gode og pålidelige referencedata, som er Geopartners spidskompetence.
– Det nye partnerskab sikrer dermed virksomhederne det bedst mulige datagrundlag baseret på state-of-the-art satellitberegninger af landbevægelse kalibreret med det bedst mulige kvalitetssikrede referencegrundlag, fortæller Søren Holst, som er partner og bestyrelsesformand i Geopartner.
Sammen med Trea vil Geopartner tilbyde løsninger til overvågning og kortlægning af landbevægelser, herunder sætninger, sæsonvariationer med mere.