Det gjaldt om at holde tungen lige i munden, da transportminister Magnus Heunicke (S) skulle besvare en henvendelse fra “Komitéen for Den Sjællandske Tværforbindelse” omkring erhvervs- og udviklingseffekterne af et sådant projekt.
Han har nemlig selv som folketingspolitiker bosiddende i Næstved været med i arbejdet for etableringen af en sådan forbindelse, og han erklærer sig da også enig i, at der er god grund til at opgradere transportforbindelsen på tværs af Sjælland:
Vi har desværre ikke ubegrænsede midler til rådighed til ny infrastruktur.
Magnus Heunicke Transportminister
– Heldigvis er vi godt på vej med beslutningen om en første etape af motorvejen mellem Næstved og Rønnede, Næstved Omfartsvej samt Slagelse Omfartsvej, som vi for nylig har åbnet. Komiteen for Den Sjællandske Tværvejsforbindelse har fået lavet en vækstanalyse, som viser en række positive effekter ved at udbygge Tværforbindelsen til motorvej. I forlængelse heraf har jeg noteret, at der er et ønske om, at bredere samfundsøkonomiske hensyn og gevinster i højere grad inddrages fremadrettet ved analyser af infrastrukturprojekter, svarer ministeren blandt andet.
Ikke ubegrænsede midler
Han erkender videre, at der givetvis vil være mange positive effekter af at opgradere Tværforbindelsen yderligere:
– Men vi har desværre ikke ubegrænsede midler til rådighed til ny infrastruktur. I den sammenhæng udgør samfundsøkonomiske analyser et centralt beslutningsværktøj. Jeg er klar over, at det ikke er alle relevante effekter, som medregnes i den samfundsøkonomiske analyse, hvilket skyldes, at vi endnu ikke kan sætte kroner og øre på alle effekter. Men det er samtidig vigtigt at understrege, at fagfolkene vurderer, at den samfundsøkonomiske analyse allerede i dag medregner hovedparten af de samfundsøkonomske gevinster og omkostninger.
Løbende arbejde
– Jeg mener, at den samfundsøkonomiske analyse fortsat skal bygge på et stærkt fagligt og forskningsbaseret grundlag. Det er noget, som Transportministeriet løbende arbejder på at videreudvikle i samarbejde med blandt andet DTU Transport, så den samfundsøkonomiske analyse bedst muligt afspejler de samfundsøkonomiske effekter af forbedringer af transportsystemet, oplyser transportministeren.