Campus Horsens
- VIAs byggeri bliver på i alt 27.000 kvadratmeter – fordelt på tre huse på henholdsvis fire, fire og seks etager. Derudover opføres et højhus på 16 etager i området.
- Arkitektfirmaet C.F. Møller har tegnet den nye campus.
- Flere end 20 uddannelser får til huse i VIA’s byggeri. Blandt andet en lang række ingeniøruddannelser, sygeplejerskeuddannelsen, pædagoguddannelsen, bygningskonstruktøruddannelsen og uddannelsen til pædagogisk assistent.
- De første studerende rykker ind på den nye campus i 2021.
Med en anbefaling fra uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) i ryggen har VIA University College nu fået endeligt ja til at tage første spadestik til et nyt campus i Horsens.
Den nye campus bliver på i alt 27.000 kvadratmeter fordelt på to bygninger på fire etager og én på seks etager. Byggeriet kommer til at ligge i hjertet af byen – et stenkast fra banegården. Det vil gøre det endnu mere attraktivt for de studerende at læse i Horsens, vurderer direktør for VIA’s Campus Horsens, Konstantin Lassithiotakis.
– Det bliver væsentligt nemmere for studerende at møde ind på en campus, der ligger så centralt i byen. For studerende, der kommer med tog fra enten syd eller nord betyder flytningen, at de sparer op imod en halv times transport, og det er en vigtig faktor for dem, siger han.
Konstantin Lassithiotakis glæder sig også til at byde både studerende og medarbejdere velkommen til en campus, der indeholder topmoderne faciliteter og det nyeste indenfor laboratorier og teknisk udstyr.
– En del af VIA’s satsning på ingeniørområdet bliver en opgradering af laboratorierne. Det kommer ikke kun VIA’s studerende til gode men også de mange virksomheder, som vi samarbejder med omkring analyser og videndeling. De vil også opleve en markant kapacitetsopbygning på forsknings- og udviklingsområdet, så VIA stadig vil være førende indenfor viden om eksempelvis vand, klima og produktion, siger han.
Nye ingeniøruddannelser
Det blå stempel til byggeplanerne fra Folketingets finansudvalg kommer samtidig med, at VIA’s bestyrelse har besluttet at investere i uddannelsen af flere diplomingeniører til de danske virksomheder. Ifølge en analyse, som Dansk Industri står bag sammen med Ingeniørforeningen, kommer Danmark til at mangle 9.300 ingeniører i 2025.
Investeringen betyder, at der allerede fra sommeren 2018 bliver etableret en række nye dansksprogede diplomingeniøruddannelser i Horsens, ligesom der bliver oprustet på forskningsområdet. Investeringen er på mere end 50 millioner kroner over de næste fem år.
– Ingeniørområdet er vigtigt for VIA, for vi er sat i verden for at imødekomme det behov for arbejdskraft, som det danske samfund efterspørger, og virksomhederne har hårdt brug for ingeniører. Derfor er jeg overordentlig glad for, at Folketinget har godkendt vores byggeplaner i Horsens. Det betyder, at vi kan skabe de bedst mulige ramme for at udvikle vores uddannelser, siger VIA’s rektor, Harald Mikkelsen.
De ingeniøruddannelser, som kommende studerende kan søge ind på allerede fra 2018, bliver Diplomingeniør i Produktionsteknik, Diplomingeniør i Informations- og Kommunikationsteknologi og Diplomingeniør i Eksport og Teknologi. De to sidste bliver allerede nu udbudt på engelsk, men fremover satser VIA altså endnu mere på dansksprogede uddannelser.
Når det nye campusområde er fuldt udbygget – formentlig i 2021 – vil studerende fra VIA’s flere end 20 uddannelser i Horsens komme til at bo side om side med studerende fra andre uddannelsesinstitutioner. Derudover vil Vitus Bering Innovation Park (VBI) og udviklingsvirksomheden Insero, som VIA begge har et tæt samarbejde med, også flytte med.