Til dig der arbejder udendørs
- I 2017 udviklede Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne i samarbejde med 3F en række råd til dem, der arbejder udendørs.
- Rådene til arbejdstagere lyder sådan her:
- – Hold frokostpause i skyggen.
- – Arbejd i skyggen, når det er muligt.
- – Arbejde, der kun kan udføres i solen, bør foregå før klokken 12 eller efter klokken 15.
- – Tag arbejdstøj på, der dækker arme og ben.
- – Brug hjelm eller bredskygget hat og solbriller.
- – Brug solcreme de steder på kroppen, hvor dit tøj ikke dækker – og brug rigelige mængder. Faktor 15 er ikke nok i Danmark.
- Rådene til arbejdsgiverne er:
- – Find skyggemuligheder på arbejdspladsen.
- – Hav solcreme tilgængelig for medarbejderne på arbejdspladsen.
- – Organiser arbejdtet, så det er muligt at være i skyggen det meste af tiden mellem 12 og 15.
- – Køb eventuelt nogle solhatte/solsejl eller skab andre muligheder for skygge på arbejdspladsen.
BIRK: Omkring 14.250 personer bliver hvert år diagnosticeret med almindelig hudkræft. Op imod 90 procent af alle tilfælde af hudkræft kan direkte tilskrives uv-stråling, oplyser Kræftens Bekæmpelse.
Det er særligt håndværkere med udendørsarbejde udsættes for så meget uv-stråling, at det kan øge risikoen for hudkræft.
Det viser en artikel, som speciallæge i arbejdsmedicin Kasper Grandahl skrev i starten af 2018. I hans forsøg har han kigget på eksponering for uv-stråling hos knap 500 personer, der har arbejde ude i solen.
Resultatet var klart. Over sommerhalvåret er udendørsarbejdernes samlede udsættelse for uv-stråling mere end det dobbelte af, hvad den er for folk, der arbejder indenfor.
– Undersøgelsen viser, at udendørsarbejdere generelt får en højere dosis uv-stråling end tidligere formodet, og at det ligger over de foreslåede grænseværdier. Alt andet lige må man antage, at når de samlet set er mere udsatte for stråling, så bør de også være i højere risiko for hudkræft, siger Kasper Grandahl.
Han har lavet undersøgelsen som en del af sin Ph.D, og håber nu, at det kan være med til at skabe opmærksomhed omkring risikoen ved at arbejde i solen.
En overset arbejdsskade
Måleundersøgelsens indikerer, at eksponering overfor UV-stråling er en overset problematik. I 2016 blev 66 sager om hudkræft anmeldt som arbejdsskader til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Året før, i 2015, var det 103.
– Problemet er ikke alment kendt, selvom Arbejdsskadestyrelsen vedtog, at hudkræft kunne anmeldes som arbejdsskade i 2014. Vi antager med stor sandsynlighed, at antallet af anmeldelser er underrapporteret.
Den bekymring deler Peter Dalum, projektchef for Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.
– Det er formentlig underrapporteret. Der er cirka 14.250 tilfælde af almindelig hudkræft om året, så det lave tal af anmeldelser betyder nok, at flere ikke melder det, siger Peter Dalum.
Han påpeger, at mange formentlig ikke tænker over hudkræft som en arbejdsskade, fordi det ikke sker ligeså pludseligt som eksempelvis faldulykker eller lignende.
Derudover kommer hudkræft ofte sent i livet, så flere af de ramte kan være gået på pension og tænker derfor ikke kræft som noget, de fik i arbejdslivet.