Fra april 2018 skal alle tilbud på kommunale opgaver ske vi det digitale fælleseuropæiske udbudsdokument ESPD. Derfor havde Erhvervscentret i Greve inviteret håndværkere til workshop om, hvad der skal til for at blive klar til de nye krav.
Brug for viden
På workshoppen gennemgik to eksperter fra Københavns Universitet, hvordan ESPD skal udfyldes. Og det var efterspurgt blandt deltagerne.
– Vi vil gerne vinde flere kommunale udbud i Storkøbenhavn og Sjælland. Vi har ikke nogen erfaring med at byde på udbud digitalt, og derfor har vi brug for at vide, hvad det er, vi skal levere af dokumentation om vores firma til det offentlige. Derfor er det alle tiders, at Erhvervscentret har tilbudt os den her workshop i ESPD. Det er relevant for os håndværkere, så vi kan få styr på det. Det bliver jo obligatorisk fra april 2018, siger elinstallatør Anders Wiewiura.
Mod på at byde
Det kan være svært at forstå udbudsmaterialet. Men arrangementer som det i Greve skal klæde brugerne på.
– Det her ESPD dokument indeholder mange spørgsmål og er ikke helt nemt at udfylde korrekt. Det tager lang tid og kræver nærmest, at du har en jurist ved hånden. Men nu har vi på workshoppen fået gode tips og en vejledning med hjem. Så vi har helt sikkert mod på at byde på Greve Kommunes udbud om vedligehold og drift af elarbejder på kommunes ejendomme til november, siger overmontør Kim Friis Larsen.
Selvom der er meget at sætte sig ind i, kan workshoppens budskaber ifølge erhvervscentret opsummeres i et enkelt godt råd: Husk at udfylde alle oplysninger, der bliver bedt om i dokumentet og spørg ordregiver skriftligt, hvis du er i tvivl om et spørgsmål.