Regeringen vil i den forbindelse inddrage erfaringer fra andre lande, og det synes formanden for Håndværksrådet og Dansk Håndværk, Niels Techen, er en god idé.
– Håndværksrådet støttede Boligjobordningen, fordi der var brug for beskæftigelse, og den havde den afledte funktion, at det sorte arbejde blev minimeret. Det er samfundsøkonomisk positivt. Vi ser gerne, at den nuværende grønne Boligjobordning gøres bredere og ikke mindst med et større fradrag, ligesom det er tilfældet i Sverige, hvor ROT-fradraget har medvirket til at gøre sorte penge hvide. Derfor ser vi gerne ordningen både udbygget og gjort permanent i stedet for midlertidig, siger Niels Techen til Dagens Byggeri.
Arbejdskraftmangel?
Han erkender, at byggebranchen i visse dele af landet netop nu oplever problemer med at skaffe arbejdskraft, men peger samtidig på, at det er primært i de store byer, at problemerne har vist sig.
– Der er gang i beskæftigelsen i København, Aarhus og Odense, men der er også områder i landet, hvor vore virksomheder har svært ved at få fodfæste. Derfor ser vi gerne ordningen udvidet til eksempelvis også at omfatte malerarbejde. Ordningen skal primært have til formål at gøre sort arbejde hvidt og ikke så meget skabe beskæftigelse. Der skal være et incitament til at sikre sig en regning på det udførte arbejde. Vi har i flere omgange anbefalet regeringen at se mod Sverige, hvor fradraget er langt større. Erfaringerne fra Sverige er gode, elles havde man sikkert ikke bevaret ordningen, siger Niels Techen.