Selv om Herlev Kommune har en socialdemokratisk borgmester, har kommunen ikke sociale klausuler i sine bygge- og anlægskontrakter. I stedet har Herlev valgt at indgå partnerskabsaftaler med Dansk Byggeri, og det har været så stor en succes, at parterne netop har indgået den tredje af slagsen.
Partnerskabsaftalen er et samarbejde mellem Herlev Kommune, Københavns Tekniske skole, Teknisk Erhvervsskolecenter(TEC), UU Nord og Dansk Byggeri med henblik på at skabe flere lærepladser og oplyse unge om, hvad det vil sige at tage en erhvervsuddannelse.
Aftalerne løber i to år ad gangen, og som en del af partnerskabsaftalen skal elever i folkeskolen følge byggeriet på Herlev Hospital i samarbejde med blandt andre håndværkervirksomheden Jakon a/s, som har sagt ja til at tage eleverne med på byggepladsen.
Herlev-model
– Sammen med Dansk Byggeri har vi udviklet en Herlev-model, der medfører, at flere unge vælger erhvervsskoler, og flere unge får et praktikforløb i virksomhederne. Det er er en stor gevinst for de unge, for kommunen og for den lokale bygge- anlægsbranche. Vi har i dag stort set ingen tilbage, der ikke får praktikplads. Fremover udvider vi konceptet med tre spor. For det første skal folkeskolens elever ud i virkeligheden på byggepladser, og for det andet udvider vi indsatsen for unge under 29 år, vi gerne vil have i uddannelse og meget gerne i bygge- anlægssektoren. For det tredje er der nogle voksne, der har en uddannelse i bygge- anlægssektoren, som de ikke har brugt i mange år. Dem vil vi gerne give et lille skub tilbage på arbejdsmarkedet, fortæller Herlevs borgmester Thomas Gyldal til Dagens Byggeri.
Flere i erhvervsuddannelse
For Herlevs borgmester er det en konstatering, at man bedre løser tingene i dialog ved sociale klausuler.
– De to første aftaler var en succes, og nu bygger vi ovenpå med den tredje aftale. Det betyder også, at byggesektoren i langt højere grad kommer ud i folkeskolerne i 7. – 10. klasse og fortæller om erhvervsuddannelserne inden for bygge- og anlægssektoren. Vi har som en af få kommuner i landet set en stigende andel af vores unge, som søger ind i erhvervsuddannelsessystemet. Det er vi stolte af, og den vej vil vi videre med. De unge skal ind på den rette hylde, og matematikken skal eksempelvis blandt andet indlæres på en byggeplads, så de kan se, at det kan bruges i praksis, slutter Herlevs borgmester Thomas Gyldal.
Herlev har dog en udbudspolitik, der stiller krav om anvendelse af danske overenskomst- og arbejdsvilkår – såkaldte arbejdsklausuler.