En bygningsarbejder fra Fyn kom torsdag eftermiddag alvorligt til skade ved en ulykke på havnen i Aarhus. Den 37-årige var i færd med at etablere etageadskillelse i en bygning i Grete Løchtes Gade, da han tilsyneladende fik et tungt betonelement over sig. Det skriver blandt andet Aarhus Stiftstidende.
På hospitalet valgte lægerne at lægge manden i kunstigt koma, og hans tilstand er fredag formiddag endnu kritisk.
Den ramte var en af fire personer til stede på pladsen, og de øvrige tre er blevet afhørt om sagen – dog uden at man er kommet nærmere en forklaring på, hvordan ulykken kunne ske.
Arbejdstilsynet skal ny klarlægge omstændighederne omkring ulykken.