Om Dokk1
- Bruttoetageareal: 28.000 kvm.
- Areal til bibliotek og borgerservice: 17.500 kvm.
- Areal til udlejning: 10.500 kvm.
- Areal til ankomstcenter: 500 kvm.
- Arealer til teknik og depot: 4000 kvm.
- Automatisk p-anlæg til 1000 biler
- Overdækket udeareal under bygningen: 10.500 kvm.
- Antal forventede daglige besøgende: 3500 personer
- Antal p-pladser: 1000 stk.
- Antal cykelparkeringspladser: 500 stk.
Det største kommunale byggeri i landets næststørste by er på mange måneder et imponerende byggeri, som da også har høstet behørig hæder og interesse. Bygningen åbnede i juni sidste år, og allerede efter ni måneder havde en million gæster besøgt huset.
Til gengæld gik det mere trægt med at lokalisere lejere til bygningen. På forhånd havde bibliotek og borgerservice lagt beslag på omkring 17.000 af de i alt 28.000 kvadratmeter lokaler. Restudlejningen var til gengæld svær at afsætte. Men her et år efter åbningen ser det endelig ud til at være løst.
Aarhus Kommune har nu via Colliers indgået en 10-årig lejeaftale med LETT Advokatpartnerselskab om et stort lejemål på 5.745 kvadratmeter fra starten af 2017. Med denne lejeaftale er der dags dato underskrevet lejeaftaler for 9.074 af de i alt 10.169 kvadratmeter, som er det samlede udlejningsareal. Derudover ventes en lejer at underskrive en lejekontrakt med Aarhus Kommune inden for de kommende uger. Herefter vil hele Dokk1’s udlejningsarealer være udlejet.
I udlejningsprocessen har det været tilstræbt at få et mix af private og offentlige lejere, da det bidrager til at gøre Dokk1 til et mangfoldigt sted med synergi mellem Aarhus Kommunes institutioner og det private erhvervsliv.