Dansk Industris rapport over det kommunale erhvervsklima viser generelt en større tilfredshed blandt virksomhederne med kommunernes tilbud. Men samtidig peges der på, at infrastrukturen kommer ind på en klar førsteplads, når virksomhederne skal prioritere den vigtigste faktor for vækst.
Administrerende direktør Henrik Garver fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører mener, at rapportens konklusion stemmer ganske godt overens med resultaterne i FRI’s egen State of the Nation 2016-rapport, der konkluderer, at det især er de kommunale veje og broer, som udgør 95 procent af det danske vejnet, der er af ringe tilstand.
Det går ud over virksomhedernes produktivitet, hvis medarbejderne ikke kan møde til tiden, fordi de skal holde i kø på et vejnet, der ikke er dimensioneret i forhold til trafikken.
Henrik Garver Adm. direktør, FRI
– Det går ud over virksomhedernes produktivitet, hvis medarbejderne ikke kan møde til tiden, fordi de skal holde i kø på et vejnet, der ikke er dimensioneret i forhold til trafikken, eller på grund af dårlige veje og broer, siger Henrik Garver.
Ikke nok
Han understreger, at DI-rapporten dokumenterer den bekymring, som FRI tidligere har peget på, nemlig at den kommunale infrastruktur og vedligeholdelsen af denne halter mærkbart.
– Det er ikke nok, at vi har gode motorveje. Det er den lokale infrastruktur, som også skal fungere. Det kræver investeringer, og det er en kamp op ad bakke at sikre pengene – især i de kommunale budgetter. Det kommunale vejnet er præget af mange års lappeløsninger og manglende vedligehold. Dårlige veje går også ud over trafiksikkerheden. Det er et spørgsmål om at prioritere det politisk. Det kræver blandt andet, at regeringen letter på anlægsloftet, så kommunerne kan finansiere et løft i infrastrukturen. Hvad, der er nødvendigt, svinger fra kommune til kommune, men på landsplan tales der om et tocifret milliardbeløb for at løfte infrastrukturen til det nødvendige niveau, slutter Henrik Garver.