Ingen udsigt til ændrede regler for vinterbyggeri

Byggeri i vinterhalvåret skal fortsat reguleres af staten efter evaluering af reglerne. Bygherrer kalder bekendtgørelse overflødig.
Bygherrerne har ifølge rapporten den opfattelse, at tiden er løbet fra vinterbekendtgørelsen, og det ikke længere er relevant med lovgivning på området. Foto: Betina N. Garcia.
Bygherrerne har ifølge rapporten den opfattelse, at tiden er løbet fra vinterbekendtgørelsen, og det ikke længere er relevant med lovgivning på området. Foto: Betina N. Garcia.

Vinterbekendtgørelsen

  • Formålet med vinterbekendtgørelsen, senest opdateret i 2011, er at sikre, at byggeriet i vinterperioden fortsætter som planlagt, bl.a. for at mindske sæsonledigheden for byggeriets arbejdstagere.
  • Vinterbekendtgørelsen forpligter derfor bygherren til at sikre, at byggerier og visse anlægsarbejder fortsætter i vintermånederne, og forpligter samtidig til, at der anvendes de nødvendige ressourcer på vinterbeskyttelse af byggeriet under opførelse.
  • Kilde: Evaluering af regler for byggeri i vinterhalvåret, Statens Byggeforskningsinstitut 2018.

Når frosten bider og sneen falder, må det ikke hindre byggeriet i Danmark. Det er formålet med den såkaldte vinterbekendtgørelse, der bl.a. forpligter bygherren til at sikre, byggerier og visse anlægsarbejder fortsætter i vintermånederne.

Reglerne evalueres i en ny rapport fra Statens Byggeforskningsinstitut på vegne af Trafik-, Bolig-, og Byggestyrelsen. Konklusionen, at der fortsat er behov for reglerne, selvom en række af byggeriets toneangivende parter er uenige om reglernes relevans.

– Den nævnte evaluering er en del af styrelsens løbende arbejde med at evaluere de regler, som vi er ansvarlige for. Der er på nuværende tidspunkt ikke lagt op til ‘et næste skridt’, og som følge heraf er der heller ingen aktuelle planer om at ‘sløjfe’ bekendtgørelsen, skriver styrelsens pressechef, Kim Voigt Østrum, i en mail til Dagens Byggeri.

Splittelse i byggebranchen

Repræsentanter for ni danske interesseorganisationer, heriblandt DI Byg, Dansk Byggeri og Bygherreforeningen, blev som en del af undersøgelsen bedt om at vurdere, om hensynet bag vinterbekendtgørelsen varetages af anden lovgivning, praksisser, normer og aftalegrundlag. Samtidig kommenterede de på sammenhængen mellem vinterbekendtgørelsen og byggebeskæftigelsen og byggeaktiviteten i vinterhalvåret. Og der er en vis splittelse at spore.

Flere af de adspurgte fremførte, at en ophævelse af vinterbekendtgørelsen vil betyde, at der ikke er pligt til at gennemføre byggeri i vinterperioden, ligesom at bygherren ikke er forpligtet til at betale for de vejrligsafhængige vinterforanstaltninger. Samtidig blev det fremhævet, at entreprenørerne ved en fjernelse af vinterbekendtgørelsen overtager den fulde risiko ved at opretholde byggeri, og at det enten kan føre til store økonomiske tab for disse eller at bygherrerne risikerer at betale for noget, som de ikke får.

Bygherrerne havde modsat, ifølge rapporten, den opfattelse, at tiden er løbet fra vinterbekendtgørelsen, og det ikke længere er relevant med lovgivning på området.

– Underforstået at markedet må regulere byggeaktiviteten og dermed sæsonledigheden, som det hedder i rapporten.

Læs hele vinterbekendtgørelsen her.

Relateret indhold