Ingeniører roser vital hjælpepakke for danske virksomheder

IDA har kun ros tilovers for Folketingets hjælpepakke, som kaldes et vitalt signal om bred politiske vilje til at holde hånden under alle danske virksomheder.
Der er grund til smil og optimisme, efter et enigt Folketing har vist evne og vilje til at hjælpe erhvervslivet, mener IDAs formand Thomas Damkjær Petersen. Foto: Ingeniørforeningen IDA.
Der er grund til smil og optimisme, efter et enigt Folketing har vist evne og vilje til at hjælpe erhvervslivet, mener IDAs formand Thomas Damkjær Petersen. Foto: Ingeniørforeningen IDA.

Den hjælpepakke, som alle Folketingets partier er blevet enige om i forlængelse af trepartsaftalen, fortjener ros. Det mener formand for Ingeniørforeningen, IDA, Thomas Damkjær Petersen og Per Diget, formand for IDAs Erhvervs- og Vækstudvalg.

– Store dele af dansk erhvervsliv står i en overlevelseskamp i denne krisetid. Derfor er det et positivt og vitalt signal, som et samlet Folketing sender i dag. At man fra politisk hold er parat til at reagere på corona-krisen i form af dagens nye hjælpepakke og dermed levere det der kræves, for at få os alle så skånsomt som muligt igennem krisen, siger de.

Godt set med hjælp til eksport

Hjælpepakken leverer blandt andet kompensation til selvstændige, hvis indtægtsgrundlag er smuldret på kort tid, og samtidig kan virksomhederne også få kompensation for deres faste udgifter, som omsætningen ikke længere kan dække. De lempeligere vilkår for dagpengemodtagere og håndsrækningen til små og mellemstore eksportvirksomheder i form af øget adgang til eksportkredit, falder også på et tørt sted.

– Blandt IDAs 3200 selvstændige medlemmer finder vi mange teknologiiværksættere, og syv ud af 10 henter en del af deres omsætning i udlandet, og flere end halvdelen har aktiviteter i udlandet. Adgangen til øget eksportkredit er en vigtig hjælp til dem. Mange selvstændige har slet ikke den økonomiske buffer, som kan holde dem oven vande i en krise, som denne, siger Thomas Damkjær Petersen og Per Diget.

Nakkestøtte i en krisetid

De to formænd glæder sig også over, at selvstændige og SMV’ere nu sidestilles med lønmodtagere.

– Der er al mulig grund til at holde hånden under begge grupper, som udgør en stor del af rygraden i dansk erhvervsliv. Det vil gøre meget til, at sundhedskrisen ikke også udvikler sig til en langvarig økonomisk krise. Det er vitalt for dansk økonomi, at underskoven af selvstændige og iværksættere ikke knækker nakken uforskyldt i denne krisetid, siger de.

Relateret indhold