Installatører tjener mere

De danske el- og vvs-virksomheder har løftet indtjeningen med 13 procent i regnskabsåret 2015/16, viser Tekniqs analyse af 1.289 installatørvirksomheders regnskaber.
Aktiviteten i installationsbranchen vokser, fortæller Tekniq. Foto: Colourbox.
Aktiviteten i installationsbranchen vokser, fortæller Tekniq. Foto: Colourbox.

Brancheorganisationen Tekniq Installatørernes Organisation har foretaget den hidtil mest omfattende regnskabsanalyse af den teknisk orienterede installationsbranche. Analysen er baseret på de økonomiske resultater fra 1.289 installationsvirksomheder i regnskabsårene 2011 til 2015/16. Ud fra disse resultater tegner der sig et billede af, at aktiviteten i installationsbranchen vokser – og hos den gennemsnitlige installatørvirksomhed følger bundlinjen med opad.

– Installationsbranchen har lagt en klar afstand til kriseårene og oplever en højere vækst end resten af samfundet. Samtidig bliver virksomhederne generelt bedre til at tjene penge, men fortjenesten i branchen er fortsat ikke overvældende, siger Tekniqs udviklingschef Henrik Carøe Gjellebøl i en pressemeddelelse.

God ledelse

Aktiviteten voksede ifølge Tekniq med 7,2 procent, samtidig med at Danmarks samlede vækst steg med mere beskedne 2 procent i regnskabsperioden.

– Regnskabstallene viser, at branchen har været godt forberedt til væksten. Omkostninger til produktion og personale er steget, men ikke så meget som aktiviteten. Det har givet plads til en øget margin, der kan ses på bundlinjen, siger Henrik Carøe Gjellebøl.

Brancheanalysen, der omfatter regnskaber fra 577 elvirksomheder og 712 vvs-virksomheder, viser, at der er forskelle inden for el- og vvs-brancherne.

– Om man har en veldrevet virksomhed eller ej har ikke noget at gøre med virksomhedens størrelse. Hovedårsagen skal findes hos ledelsen. God ledelse virker, også på bundlinjen, siger Henrik Carøe Gjellebøl.

– Virksomhederne har en stor resultatmæssig spredning. Det er især en god fjerdedel af branchen som virkelig har flyttet sig positivt, fortsætter han.

Flere går sammen

Tekniq fortæller, at de bedste virksomheder i branchen har været i stand til at håndtere væksten, samtidig med at omkostningsniveauet falder. Dermed skaber de mere værdi i virksomheden, hvilket resulterer i, at de er i stand til at tjene relativt flere penge end de øvrige i analysen.

Analysen fra Tekniq går blandt andet i dybden med nøgletal som virksomhedernes størrelse, bruttofortjeneste, omkostningsudvikling, primært resultat, personaleomkostninger, overskudsgrad, kapacitetsgrad, afkastningsgrad, likviditet og soliditet.

– Installationsbranchen er fortsat karakteriseret ved, at langt de fleste virksomheder er små, mens de færreste er store. Vi ser dog en langsom konsolidering, hvor flere mindre virksomheder går sammen eller købes op, blandt andet som led i generationsskifte, siger Henrik Carøe Gjellebøl.

Relateret indhold