Den første november åbnede Intego en ny afdeling i Viborg som nummer tretten i rækken. Formålet er at komme tættere på kunderne, skriver Intego i en pressemeddelelse.
– Afdelingen er et led i Integos store vækstambitioner, hvor vi vil være den foretrukne landsdækkende servicepartner inden for el, mekanik og automation. Og det gør vi bedst muligt ved at styrke vores tilstedeværelse i lokalområderne og rykke endnu tættere på både nuværende og potentielle kunder, siger Henrik Hougaard, der er afdelingsleder i Aarhus, Randers og nu også Viborg.
Store ambitioner
Selv om der allerede er ansat fem montører og en serviceleder, er ambitionerne for afdelingen store.
– Viborg er et interessant område for udvidelse af Integos aktiviteter. Derfor er det også min forhåbning, at vi næste år har 15 montører ansat i Viborg, siger Henrik Hougaard i pressemeddelelsen.
Det kommer i kølvandet på et 2017, hvor Intego har åbnet to andre nye afdelinger i henholdsvis Randers og Nakskov.