Store byggeprojekter gør i stigende grad brug af digitale værktøjer som Building Information Modelling (BIM) og VDC (Virtual Design and Construction), som ved hjælp af virtuelle modeller let udregner konsekvenserne, når et igangværende byggeri planlægges og ændres. Men hvordan de nye værktøjer påvirker retlige aspekter af entreprisebyggerier, er endnu en gråzone.
– I dag mangler vi viden om den retlige betydning af BIM, og om hvordan bygge- og anlægskontrakter skal håndtere det betydelige informationsflow og de samarbejdsformer, som digitalisering afstedkommer. For at undgå fremtidige tvister med tab for alle parter er der behov for en kortlægning af området, siger Ole Hansen, professor i entrepriseret ved Det Juridiske Fakultet på KU.
Han leder det nystartede forskningsprojekt ‘Digital entrepriseret’, som er finansieret af Realdania med ca. tre millioner kroner. ‘Digital entrepriseret’ er et samarbejde mellem Det Juridiske fakultet, en række virksomheder samt Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen. I fællesskab vil samarbejdspartnerne identificere og imødegå juridiske udfordringer inden for digitaliseret entreprisebyggeri. Fremadrettet vil det bl.a. skabe klarhed over hvem der fx bærer ansvaret for fejl og forsinkelse af store digitaliserede byggeprojekter.
Projektet løber over fire år, og det er det første af sin art, som analyserer de retlige aspekter af BIM inden for en dansk kontekst.