I løbet af de fem år fra 2014 til 2019 har Arbejdstilsynet registreret 35 procent færre anmeldelser af erhvervssygdomme i byggebranchen. I samme periode er der endda blevet 17 procent flere ansatte i branchen. Det skriver fagbladet 3F.
– Det kan være et udtryk for, at man inden for byggeriet er begyndt at bruge flere hjælpemidler til at afhjælpe det fysiske pres, der er forbundet med arbejdet. På den måde ser man ikke så mange, der på den lange bane bliver ramt af de klassiske erhvervssygdomme som overbelastninger i ryggen og musklerne, fortæller professor og overlæge Johan Hviid Andersen. til fagbladet.
En anden og noget mere ærgerlig forklaring kan være, at nogle vælger ikke at anmelde deres sygdom. Den manglende anmeldelse kan skyldes både den sygdomsramte og dennes læge.
En tredje forklaring på faldet kan være, at der er forholdsvis flere udenlandske arbejdere, som sjældent kommer på de arbejdsmedicinske klinikker.