Transportminister Hans Christian Schmidt har meldt ud, at de 17,5 millioner kroner, der ellers var afsat på Finansloven for i år til analyse af mulige letbaner og BRT-busser i hovedstadsområdet, trækkes tilbage, da der ikke er midler til det.
Den udmelding vækker både undren og forargelse hos Købehavns teknik- og miljøborgmester Morten Kabell. Det skriver Ingeniøren.
Ministeren dropper en analyse, der kunne have gjort os alle sammen klogere på, hvordan vi får skabt bedre mobilitet i hovedstaden.
Morten Kabell{break}Købehavns teknik- og miljøborgmester
– Ministeren dropper en analyse, der kunne have gjort os alle sammen klogere på, hvordan vi får skabt bedre mobilitet i hovedstaden. Og jeg forstår ikke, at en minister mener, at det kan være tilfredsstillende for beslutningstagerne på Christiansborg og her i hovedstaden, siger Morten Kabell til Ingeniøren.
Drop havnetunnelen
Han bringer i stedet den omdiskuterede havnetunnel på banen – som han i øvrigt er erklæret modstander af. For hvis ministeren vil spare penge, mener Morten Kabell, han burde sløjfe undersøgelserne af dette projekt.
– Det ville give bedre mening, fordi vi allerede ved fra Trængselskommissionen, at en havnetunnel ikke vil give mindre trafik og højere fremkommelighed i København, men til gengæld vil koste over 20 milliarder kroner at gennemføre. Så der er ikke megen ny viden at hente dér, siger han til Ingeniøren.