Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt vil gerne høre nærmere om, hvad der rører sig inden for byggeriet. Derfor tager han efter nytår rundt i landet til fem fyraftensmøder af to timers varighed. Her vil der være korte oplæg fra lokale repræsentanter inden for byggebranchen med efterfølgende debat. Ønsket er, at møderne skal have så bred repræsentation som muligt, så ministeren får et indblik i den samlede branche, og håbet er derfor, at både producenter, entreprenører, håndværksmestre, svende, arbejdsmænd og lærlinge vil deltage.
Transport- og Bygningsministeriet er i fuld gang med at arrangere fyraftensmøderne, som vil finde sted i henholdsvis Nordjylland, Midtjylland, Sønderjylland samt på Fyn og Sjælland. Nærmere information om datoer og præcis lokalitet for de forskellige møder følger senere.
Til brug for møderne vil Transport- og Bygningsministeriet gerne have forslag til mulige regionale oplægsholdere. Forslagene skal indeholde kontaktoplysninger på oplægsholder og temaet for oplægget. Forslagene skal sendes til Sara Marie Brogaard ([email protected]) og Natascha Krogager Carlsson ([email protected]) senest mandag den 4. januar 2016.
Transport- og Bygningsministeriet oplyser, at ministeren ser frem til at høre om branchens udfordringer og forslag til nye løsninger.