Cirka hver sjette lærling i byggeriet mangler en praktikplads. Det viser undervisningsministeriets nyeste praktikopgørelse.
Enhedslistens uddannelsesordfører Rosa Lund kalder det en “katastrofe” og opfordrer regeringen til at sætte ind og sikre praktikpladser i byggeriet, så vi også har faglært arbejdskraft i fremtiden.
– Det er fuldstændig urimeligt, at så mange unge ikke kan gøre deres uddannelse færdig. Det nytter ikke noget, at vi bare lukker øjnene for problemet og håber, at praktikpladserne kommer af sig selv: Det er en bunden opgave at skaffe de praktikpladser. Andet kan vi ikke tillade os, hverken overfor eleverne eller over for fremtidens arbejdsmarked, siger hun.
Giver krisen skylden
Rosa Lund mener, at Dansk Byggeri “giver krisen skylden for de manglende praktikpladser”:
– I midten af 00’erne var deres undskyldning. at de havde for travlt til at have lærlinge. Det, synes jeg, tyder på, at vi fra politisk hold må sikre, at der bliver oprettet praktikpladser, når arbejdsgiverne ikke gør det af sig selv. I Enhedslisten vil vi øge bruge sociale klausuler, så alle virksomheder der laver aftaler med det offentlige skal have lærlinge. Ligesom vi også gerne vil sikre, at de virksomheder, der tager lærlinge, betaler en del mindre ind til arbejdsgivernes uddannelsesbidrag, og de virksomheder, der stikker af fra deres ansvar, betaler en del mere, slutter Rosa Lund.