Fire friske bymidteplaner for Otterup, Søndersø, Morud og Bogense er nu klar til forhandlingerne om de kommende års budgetter i Nordfyns Kommune. Planerne skal styrke bymidterne, så de også på længere sigt kan overleve.
Kommunalbestyrelsen skal nu bruge planerne til at drøfte de kommende års investeringer i bymidterne. Ud over bymidterne peger planerne også på udviklingsområder omkring bymidterne samt en række andre ønsker og forslag, der er kommet ind fra borgere og interessenter, som har været med til at forme planerne.
– Derfor er planerne også interessante for investorer og interessenter. De kan se, hvordan byerne skal udvikle sig, og der er i planerne også peget på nogle muligheder, andre kan arbejde videre med, fortsætter Mette Landtved-Holm, formand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget.
Bedre plads til koncerter eller torvedage
Selv om planerne indgår i budgetforhandlingerne, er udmøntningen allerede i fuld gang. For der er allerede penge på kontoen til at fortsætte arbejdet i Otterup, Søndersø og Morud.
Planen for Otterup, som blev besluttet tilbage i 2019, er allerede godt på vej, og flere trafikprojekter er allerede gennemført. Næste fase, som forventes gennemført i 2022, omhandler torvet, der skal gøres bilfrit men med et uændret antal p-pladser. Dermed kan torvet lettere bruges til f.eks. koncerter eller torvedage.
Bibliotek skal trække folk ind i handelsgaderne
Kommunalbestyrelse har besluttet at arbejde videre med at etablere bibliotek og borgerservice på den centrale Faktagrunden. Det vil betyde meget for udviklingen af bymidten og livet på torvet, at de mange besøgende til biblioteket og borgerservice trækkes helt ind i centrum af handelsgaderne.
– Biblioteket kan som kulturinstitution trække mennesker ind i handelsgaderne på en ny måde og åbne sine aktiviteter ud på torvet. Og så er biblioteket åbent fra kl. 7-22, så måske det kan give liv til et nyt caféliv i Otterup, fortæller Mette Landtved-Holm.
I øjeblikket afventer Kommunalbestyrelsen også en afklaring på, om Otterup kommer i spil til det nationale projekt Frie Bymidter, som Indenrigs- og boligministeriet har inviteret ind til. Her har Økonomiudvalget søgt om at komme i betragtning. Der forventes en afklaringen inden sommerferien.
Læs mere: Otterup er ikke den eneste by, der ønsker at sætte bymidten fri
Behov for større forandringer
Problemstillingen omkring antallet af p-pladser i centrum af Otterup har været rejst nogle gange, men at forandringen i Otterup stadig debatteres, kommer ikke bag på formand for Teknik- og Miljøudvalget, Anders Thingholm.
– Vi oplevede på borgermøderne i Otterup forud for udarbejdelsen af planen en rigtig god og konstruktiv debat. Der er ikke enighed om alt, men de fleste kan se behovet for større forandringer, hvis en by som Otterup også om ti år skal have en attraktiv bymidte. Det er vigtigt at holde momentum på omdannelsen. Pludseligt kan det være for sent. Her er et oplagt greb at trække kunder og turister helt op i handelsgaderne, f.eks. ved at placere et bibliotek lige midt i byen, tilføjer Anders Thingholm
– Vi har desuden reserveret midler til byparken, så det grønne element i byparken kan blive mere integreret og naturlig del af livet i byen, siger han.
Morud er godt på vej
I Søndersø har der været efterspørgsel på at styrke byparken, hvor arbejdet i 2022 blandt andet betyder en videreudvikling af skaterbanen og en ny markant legeskulptur. Derudover arbejdes der på længere sigt med at lave en tydeligere afgrænsning af bymidten.
I Morud er man allerede lykkedes med at renovere det gamle friluftsbad, anlægge en ny kunstgræsbane, udvide og modernisere hallen, sætte nyt liv i forsamlingshuset som kultur- og kontorfællesskab, få flere busser og cykelstier i området m.m. Fremadrettet er der stort fokus på en langsigtet løsning for at sikre de bløde trafikanter i udvalgte dele af byen. Dette er 1. prioriteret i den kommende Morud-plan.
I den gamle Købstad Bogense blev sidste fase af den foregående plan afsluttet i 2021. Derfor afventer yderligere tiltag i Bogense nu budgetforhandlingerne men prioriteringen vil i de kommende år være en fornyelse af belægningen gennem Adelgade.