Politisk besluttede regler for opførelse af almene boliger i udsatte byområder har hidtil været for firkantede.
Det mener teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL), der sammen med et politisk flertal nu har besluttet at justere på reglerne, så der bliver bedre muligheder for at opføre almene ungdomsboliger, bofællesskaber og plejeboliger.
Overborgmester: Almene boliger er adgangskort til at bygge i København
– Vi har fra kommunal side administreret området for stift i mine øjne, for almene boliger kan sagtens bidrage til at skabe en bedre balance i et udsat boligområde, siger hun.
– Tilfører man f.eks. almene ungdomsboliger eller almene bofællesskaber, som vi i høj grad mangler i København, til områder med mange almene familieboliger, kan det tilføre nye grupper beboere og styrke sammenhængskraften. Derfor er jeg godt tilfreds med, at der er bred enighed om at lempe på reglerne, så almene boligselskaber får bedre mulighed for at skabe balance i de boligområder, som de arbejder så hårdt på at løfte, siger Line Barfod.
Færre benspænd
For nylig besluttede et flertal i Borgerrepræsentationen at følge et forslag om, at det skal være muligt at opføre almene boliger i udsatte byområder og i områder med mere end 30 % almene familieboliger, hvis det vurderes at kunne bidrage til en mere blandet by ved at tilføre ungdomsboliger, plejeboliger eller bofællesskaber.
Ifølge sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) vil det f.eks. kunne skabe plads til plejehjem i udsatte byområder og i områder med mange almene familieboliger:
– Vi har brug for flere almene boliger, og vi har brug for, at vi også kan bygge plejehjem i bydele, hvor der er almene boliger i forvejen. Derfor skal vi lave nogle fleksible regler, som ikke spænder ben for, at vi kan bygge plejehjem der, hvor behovet er, siger hun.
Danske arkitekter fremhæves for deres almene boligprojekter
Desuden er det besluttet, at opgørelsesmetoden for andelen af almene boliger pr. skoledistrikt ændres, så der kun indgår familieboliger i opgørelsen. Formålet med ændringen er at undgå en situation, hvor en stor forekomst af almene pleje- eller ungdomsboliger i et skoledistrikt er til hinder for at stille krav om nye almene familieboliger i en lokalplan.