Loxam er med det seneste opkøb af Ramirent blevet Europas største inden for materieludlejning og nummer tre globalt. Nu står virksomheden overfor at tage yderligere markedsandele i Danmark og samtidig sikre en sund økonomi.
For at ruste virksomheden til den fremtidige vækst er der hentet nye kræfter ind, og Carsten Hoeck er derfor tiltrådt som administrerende direktør pr. 1. september 2019. Det oplyser Loxam i en pressemeddelelse.
58-årige Carsten Hoeck har en lang baggrund indenfor bygge- og entreprenørbranchen, og har de sidste mange år arbejdet med lønsom vækst og optimering gennem en række ledelsesposter, senest som administrerende direktør hos Norisol A/S, hvor han blandt andet gennemførte en gennemgribende turn-around af hele koncernen.
Herudover er Carsten Hoeck en profil med kommerciel fokus og en stærk baggrund inden for salg og marketing og forretningsudvikling fra både byggebranchen og energiområdet.
– Carsten Hoeck har en solid track-record, som viser, at han gennem målrettet forretningsudvikling kan skabe lønsomhed og vækst. Hans klare mål for virksomheden bliver at skabe en sund økonomi, samt en stærk platform, som kan sikre yderligere vækst samt lønsomhed i et marked med stærkt kundefokus, siger Jean-Luc Guénard, COO Loxam Group.
Godt udgangspunkt
Den nye direktør glæder sig over sit nye job i en virksomhed, hvor han bliver en del af et velsmurt maskineri.
– Det er ikke nogen hemmelighed, at udlejningsbranchen er et meget konkurrencepræget marked. Men Loxam er en stærk global virksomhed med et velkendt brand, som står for kvalitet og god service og vi har en meget kompetent og engageret medarbejderstab. Vi har en virkelig god platform, både finansielt, markedsmæssigt og med de menneskelige ressourcer der er, siger Carsten Hoeck og føjer til:
– Mine fokusområder vil være at udnytte de stordriftsfordele vi har, til at øge vores services med endnu flere gode tiltag på det danske marked og samtidig skal der være fuld fokus på omkostningerne, så Loxam vil være den mest konkurrencedygtige udbyder på markedet i Danmark.