Erhvervsministeren nedsatte i efteråret 2017 “Arbejdsgruppen for hensigtsmæssig indretning af udbudsmateriale og dokumentationskrav”. Arbejdsgruppen har udarbejdet anbefalinger til begrænsning af omkostninger ved at deltage i udbud.
Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
– Hvert år køber det offentlige ind for omkring 350 milliarder kroner. Hvis vi vil skabe en effektiv konkurrence om den offentlige opgaveløsning, så skal gevinsterne ved at sende opgaver i offentlige udbud ikke blive spist af omkostninger hos virksomheder og de offentlige myndigheder. Derfor skal vi naturligvis sætte alt ind for at fjerne eller sænke de såkaldte transaktionsomkostninger, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen.
Af anbefalingerne fremgår det, at arbejdsgruppen er enig om, at omkostninger ved at deltage i udbud skal begrænses gennem ændringer i udbudskulturen og -adfærden.
Anbefalingerne vedrører bl.a., at offentlige myndigheder og virksomheder skal bruge udbudslovens muligheder for markedsdialog, overveje omfanget af krav i udbudsmaterialet, samt kende det offentlige marked, og hvad der efterspørges.
En direkte følge af arbejdsgruppens arbejde er, at såvel myndigheder som organisationer nu vil samarbejde om en fælles informationsindsats, hvor hjemmesiden bedreudbud.dk bliver omdrejningspunktet for udbredelsen af arbejdsgruppens anbefalinger til en god udbudsadfærd.
– Arbejdsgruppen konkluderer, at det er kulturen og adfærden på begge sider af bordet, som vi skal ændre for at fjerne omkostningerne ved at deltage i offentlige udbud. Det arbejde vil regeringen meget gerne bakke op om, siger Brian Mikkelsen.
Arbejdsgruppen har opstillet fem konkrete råd, som offentlige myndigheder og virksomheder opfordres til at følge med det formål at nedbringe omkostningerne. Det er blandt andet de råd, som informationsindsatsen skal bygge på.
Arbejdsgruppen har bestået af DI, DE, Dansk Byggeri, Bygherreforeningen, Danske Regioner, KL, IKA, SMVdanmark, SKI og en mindre gruppe virksomheder og offentlige myndigheder