Der har været sagt og ment mangt og meget om planerne om en ny motorvej op langs den jyske højderyg – den såkaldte Hærvejsmotorvej. Diskussionen har i grove træk været todelt, hvor den ene del går på, om den i det hele taget vil kunne lette trafiken på den pressede E45, mens den anden del har kredset omkring placeringen – og hvad motorvejen i så fald vil ødelægge.
I forhold til sidstnævnte er det især linjeføringen vest for Vejle, der har været i fokus. Her frygter man, at en for østlig placering vil ødelægge værdifuld natur i og omkring Vejle Ådal. Indtil videre har man kun undersøgt mulighederne for en placering mellem Vejle og Billund, men nu foreslår regeringen, at man ser på en mere vestlig linjeføring – på den anden side af Billund. Det skriver Ingeniøren.
Skåner naturen
Den nye linjeføring skal forbinde Lunderskov i syd sammen med den Midtjyske Motorvej ved Give – og dermed udfydler den samme funktion, som de øvrige forslag. Men eksperter sår imidlertid tvivl om, hvorvidt den nye linjeføring i så fald vil kunne tjene sit formål med at aflaste E45.
– En af de få ting, man kan sige om valget af linjeføring af den midtjyske motorvej, er, at jo længere vest man lægger den, des mindre trafik kommer der, siger lektor og trafikforsker ved Aalborg Universitets Institut for Byggeri og Anlæg, Harry Lahrmann, til Ingeniøren.
Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt afviser dog i et skriftligt svar over for avisen, at en mere vestlig placering skulle være noget problem. Han påpeger således, at der ligger nogle interessante perspektiver i forslaget – blandt andet at aflaste E45, skåne naturen ved Vejle samt at den vil kunne betjene den internationale lufthavn i Billund.