Den københavnske ejendomsudvikler Propreco skal være projektleder på opførelsen af et hotel og en dagligvarebutik i på Køge Landevej i Valby.
Projektet skal opføres på tre grunde, hvoraf ejerne af de to uafhængigt af hinanden havde forsøgt at sælge over en periode på fire år.
– Jeg havde en køber på hånden, som var interesseret i en grund med den beliggenhed, og den passede til dennes ønske om anvendelse. Jeg præsenterede de to sælgere for køberen, og handlen blev meget hurtigt en realitet, siger Line Højvang Christiansen, erhvervsmægler Colliers, København.
Tæt på centrum
Det samlede grundareal er på cirka 9.800 kvm, og planen er at opføre et fleretagers hotel med dagligvarer i bunden på i alt 14.000 etagemeter.
– Beliggenheden tæt på Københavns centrum og i umiddelbar nærhed af den nye bydel Grønttorvet i Valby gør det her til et sted, der nok skal tiltrække stærke lejere, og jeg er overbevist om, at det her er en investering med et godt afkast, også på sigt, siger adm. direktør i Artha, Jan Severin Sølbæk, og uddyber:
– Det er et rigtig spændende område. Der er tale om en grøn og levende bydel, der tilgodeser de krav, både beboere, lejere og investorer har. Her er det nemlig andet end beliggenhed, der spiller ind, når attraktivitet og økonomisk bæredygtighed vurderes.
Byggeriet forventes færdigt medio 2019.