Fra regnskabet
- Nettoomsætning: 228,252 mio. kr. (2018: 218,221)
- Resultat primær drift: 3,132 mio. kr. (2018: 12,444)
- Årets resultat: 3,268 (2018: 9,016)
- Overskudsgrad: 1,4 (2018: 5,7)
- Antal medarbejdere: 146 (2018: 131)
Trods et ualmindeligt vådt efterår lykkedes det VAM A/S at løfte omsætningen for hele 2019. Desværre fulgte bundlinjen ikke med, og årets resultat endte på knap 3,3 millioner kroner mod 9 millioner året før.
– Vi har et positivt resultat, men vi ved godt, at resultatet er lavere end sidste år. Det skyldes blandt andet, at der generelt er en hård konkurrence i markedet, og vi har haft et historisk vådt efterår, som har haft en negativ indflydelse på vores resultat, fortæller adm. direktør Allan Hougaard.
Han udtrykker stor tilfreds med medarbejderstaben. Det betyder, at VAM endnu en gang holder fast i sin mangeårige tradition, og udlodder en betydelig del af overskuddet til medarbejderne.
Udvikling og nye opgaveformer
I 2019 opstartede VAM for første gang projekter inden for rensningsanlæg i totalentreprise, og har opnået positiv erfaring med styring og udførsel i denne entrepriseform. En vigtig entrepriseform, som VAM er gået benhårdt efter, fordi det er en del af virksomhedens udviklingsrejse i forhold til at tilegne sig nye kompetencer.
– Det er ikke nyt for os at lave rensningsanlæg, men det er nyt for os at udføre denne type projekter i totalentreprise, fortæller adm. direktør Allan Hougaard.
Betydelige maskininvesteringer
Sidste år startede VAM sit Aarhus-kontor op, og året er blevet brugt til at løbe projektorganisationen derinde i gang. Dertil oplever Aarhus-kontoret også en stigende intern aktivitet i brugen af virksomhedens lager- og oplagsfaciliteter. Det kaster også fordele af sig, at materiellet ikke skal flyttes over længere afstande, og generelt er tættere på projekterne i Aarhus, Horsens og Vejle-området.
I 2019 har VAM investeret betydeligt i virksomhedens maskinpark og bygningsfaciliteter. Der er igangsat en større renovering og udvidelse af maskinhal og værkstedsfaciliteter ved hovedkontoret på Limevej i Vester Alling. En opgradering som skal medvirke til at sikre det fortsatte høje niveau af intern servicering og udvikling af VAM’s maskinpark.