Opdateret trafikprognose er klar til sommer

Forventningerne til den generelle trafikudvikling er for nylig blevet nedjusteret væsentligt. Eventuelt kommende vejprojekter underkastes et "opdateret beslutningsgrundlag".
En opdateret trafikprognose forventes klar midt på året. Foto: Colourbox.
En opdateret trafikprognose forventes klar midt på året. Foto: Colourbox.

Af en artikel i Ingeniøren fremgår det, at syv ud af ti vejprojekter overvurderer fremtidens trafikmængder.

Påstanden fremsættes på baggrund af et nyt studie fra Aalborg Universitet, hvor flere forskere opfordrer til at omberegne trafikprog¬noserne for blandt andet en Hærvejsmotorvej, en københavnsk havnetunnel og en ny broforbindelse ved Frederikssund.

Trafikforskeren Per Homann Jespersen siger blandt andet til Ingeniøren, at “der er behov for, at Vejdirektoratet genberegner de projekter, der er i proces, men endnu ikke er påbegyndt, for at se, om deres konklusioner holder”.

Bedst mulige grundlag

Artiklen har fået Folketingets Transportudvalg til at bede transportminister Magnus Heunicke (S) om at kommentere artiklens påstande, og ministeren erklærer sig ikke uventet enig i, at de trafikprognoser, der anvendes i forbindelse med undersøgelse og vurdering af nye infrastrukturprojekter “skal være udarbejdet på det bedst mulige grundlag”:

– Det betyder helt konkret, at to elementer skal være i orden. For det første skal der være opdateret viden om det nuværende trafikomfang. For det andet skal fremskrivningen af trafikken være baseret på opdaterede forventninger til de faktorer, der påvirker trafikvæksten, samt den seneste forskning på området, svarer ministeren blandt andet.

Trafiktællinger

Han oplyser, at Transportministeriet sammen med DTU Transport og Vejdirektoratet løbende følger den reelle trafikudvikling.

Konkret gennemfører Vejdirektoratet tællinger af trafikken på vejene, mens DTU Transport gennemfører Transportvaneundersøgelsen, der beskriver danskernes transportvaner i dag.

Desuden forbedrer Transportministeriet løbende trafikprognoserne på baggrund af den seneste forskning på området.

Det sker blandt andet i tæt samarbejde med DTU Transport på baggrund af den reelle trafikudvikling og forventningerne til de faktorer, der har indflydelse på trafikudviklingen fremadrettet, herunder den forventede økonomiske vækst.

Væsentligt nedjusteret

– Forventningerne til den generelle trafikudvikling er for nylig blevet nedjusteret væsentligt afledt af blandt andet en begrænset trafikvækst siden 2007 og lavere forventninger til den økonomiske vækst end tidligere forudsat. Det betyder, at samfundsøkonomi mv. for nye vejprojekter vil blive beregnet på baggrund af lavere forventninger til den generelle trafikvækst, understreger Magnus Heunicke.

Han noterer også, at “med hensyn til de konkrete vejprojekter, er det væsentligt at holde sig for øje, at projekterne er på forskellige stadier i planlægningsprocessen”.

– For anlægsprojekter som Holstebromotorvejen, hvor der er vedtaget en anlægslov, afsat bevilling og arbejdet er sat i gang, vil det ikke være relevant at opdatere beslutningsgrundlaget med nye trafikprognoser, fordi der som udgangspunkt ikke skal træffes nye politiske beslutninger om dette projekt, understreges det videre.

Opdatering til sommer

Til gengæld har han for andre projekter som eksempelvis udbygninger af dele af den Fynske Motorvej og Helsingørmotorvejen, der er undersøgt på VVM-niveau, men ikke er igangsat og finansierede, som konsekvens af de nedjusterede forventninger til den generelle trafikvækst igangsat en genberegning af projekternes trafikberegninger og samfundsøkonomi:

– Det indebærer, at projekterne vil blive beregnet på et opdateret grundlag og samtidig blive sammenlignelige med de nyeste infrastrukturprojekter, der undersøges med de opdaterede trafikprognoser. Jeg forventer, at resultatet af genberegningen vil være klar medio 2015, oplyser transportministeren.

Næste skridt

Endelig foreligger der en række projekter som blandt andet Havnetunnelen, Hærvejsmotorvejen og en opgraderet forbindelse mellem Herning og Ringkøbing, hvor der er gennemført indledende undersøgelser, men ikke VVM-undersøgelser:

– Næste skridt for sådanne projekter vil være, at der eventuelt træffes politisk beslutning om videregående undersøgelser. Disse videregående undersøgelser vil i givet fald blive beregnet på baggrund af det senest opdaterede grundlag, herunder forventningerne til trafikvæksten.

Kommende politiske beslutninger om nye vejprojekter vil således blive baseret på opdaterede beslutningsgrundlag, slutter Magnus Heunicke.

Relateret indhold