Transportminister Magnus Heunicke (S) skyder i et svar til den tidligere Randers-borgmester Michael Aastrup Jensen (V) ideen om en brugerfinansieret Østbro over Randers Fjord delvist ned.
Han henviser til en rapport fra 2013 – udarbejdet af repræsentanter for Randers Kommune, Transportministeriet og Vejdirektoratet – der viser, at “med en tilbagebetalingstid på 40 år er det ikke realistisk med en fuldt ud brugerfinansieret bro”.
Min forgænger bad derfor Vejdirektoratet om at bistå Randers Kommune med en analyse, som skal afklare, om projektet kan gøres billigere end det oprindelige skøn.
Magnus Heunicke Transportminister
– Min forgænger bad derfor Vejdirektoratet om at bistå Randers Kommune med en analyse, som skal afklare, om projektet kan gøres billigere end det oprindelige skøn. Dette arbejde foregår i en arbejdsgruppe under ledelse af Randers Kommune, oplyser ministeren.
Yderligere detaljering
Aktuelt har Randers Kommune oplyst til Vejdirektoratet, at kommunen snarest forventer at igangsætte supplerende geotekniske undersøgelser, der kan være afsluttet cirka 1. oktober 2015:
– Det kan medføre behov for en yderligere detaljering af projektet, og arbejdet forventes herefter afsluttet inden udgangen af 2015, forklarer Magnus Heunicke.
I det hele taget er der politisk fokus på trængsel på vejene i Østjylland, og ministeren erkender, at den Østjyske Motorvej, E45, “er præget af en stor trafikbelastning blandt andet som følge af den omfattende godstransport på strækningen”.
Han peger blandt andet på, at strækningen over Vejlefjordbroen i 2013 blev udbygget fra fire til seks spor mellem Vejle og Skærup:
– Det har betydet en væsentlig forbedring i mobiliteten over Vejlefjordbroen, påpeger Magnus Heunicke.
Analyse af nødspor
Samtidig er der afsat fem millioner kroner til en analyse af mulighederne for kørsel i nødspor mellem blandt andet Vejle og Randers og 73,5 millioner kroner til medfinansiering af kommunale ønsker til infrastrukturprojekter på strækningen mellem Vejle og Randers.
Det drejer sig om etablering af sydvendte ramper ved Skanderborg, ombygning af afkørsel Aarhus S samt etablering af et nyt tilslutningsanlæg mellem Horsens V og Horsens S.