Byggeriet har udviklet sig mere positivt end forventet i 3. kvartal, viser helt nye tal fra Byggefakta A/S. Ifølge den nye prognose forventes det nu, at der bliver igangsat byggeprojekter 100 milliarder kroner i Danmark i 2018. Det svarer til en fremgang på hele 26 procent i forhold til niveauet i 2017. I reelle tal er der tale om byggeprojekter for 20,5 mia. kr. mere end i 2017.
– Det går bare stærkt i byggebranchen i disse år. Der etableres byggepladser i et stadigt stigende tempo. Men branchen følger godt med, og byggerierne igangsættes generelt som planlagt, fortæller adm. direktør Thomas Bejer-Andersen fra Byggefakta A/S.
De private bygherrer driver væksten
I 3. kvartal har de private bygherrer endnu engang skruet op for tempoet, og prognosen er opjusteret. Den private sektor forventes nu, at igangsætte projekter for hele 67,2 milliarder kroner i 2018. Projekter med private bygherrer udgør dermed 67 procent af projektmarkedet i 2018, hvilket er et rekordhøjt niveau. Inden for nybyggeri og renovering igangsætter de private bygherrer alene projekter for 8,5 milliarder kroner mere end i 2017.
– På bare 5 år har de private bygherrer mere end fordoblet deres investeringer, fra knap 27 milliarder kroner i 2013 til hele 67 milliarder i 2018. Det er altså en fremgang på 40 milliarder kroner på blot fem år, fortæller Thomas Bejer-Andersen.
Kommunerne forventes ligeledes til at have høj byggeaktivitet 2018, med en fremgang på hele 24 procent i forhold til 2017. Derimod går regionerne og staten væsentligt tilbage ift. den seneste prognose, hvilket skyldes flere udsatte projekter.
Boligbyggeriet er fortsat i vækst
Der er fremgang for langt de fleste typer af projekter i 2018. Det er fortsat boligbyggerierne, der fylder mest i prognosen – men også anlægsprojekterne udgør en betydelig del. Det forventes nu, at der bliver igangsat boligprojekter for 36,3 milliarder kroner i 2018. Det er en fremgang på knap fem milliarder i forhold til 2017, som primært skyldes øgede investeringer fra den private sektor.
– Der har i den seneste tid været en del udmeldinger om et udfordret marked for projektsalg af boliger. Det har både omhandlet længere liggetider, stagnerende priser og den nye boligbeskatning, der træder i kraft fra 2021. Men det er altså ikke noget, der har påvirket markedet endnu. Og det ser ud til, at fremgangen for boligbyggeriet fortsætter, uddyber direktøren.
I gang uden forsinkelser
Prognosen for anlægsprojekterne er også betydeligt opjusteret efter 3. kvartal, og hovedgruppen ser nu ud til at vokse med hele 91 procent i forhold til 2017.
Den markante fremgang for anlægsprojekterne i 2018 kan tilskrives to offentligt finansierede mega-anlægsprojekter, Metro Sydhavnen og Storstrømsbroen, som begge er igangsat uden forsinkelser.