Revisorpligt på vej for SMV’erne

Skatteministeren vil indføre mere kontrol for små og mellemstore virksomheders skattebetalinger. Der bliver snydt for meget, lyder det.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) vil øge revisorpligten for SMV'erne. Pressefoto.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) vil øge revisorpligten for SMV'erne. Pressefoto.

Små og mellemstore virksomheder, SMV, har rod i regnskaberne. Sådan lyder det i hvert fald fra skatteminister Karsten Lauritzen, skriver Børsen.

– Vi skal diskutere revisionspligten igen, og jeg tror, at det vil føre til, at flere selskaber vil blive pålagt at lave revision, siger skatteministeren til avisen.

Siden 2006 er der lavet tre lempelser, som har øget antallet af virksomheder, som er fritaget for revisionspligten. Det har ifølge Børsen medført, at antallet af fritaget virksomheder er vokset fra 12 i 2006 til 123.000 virksomheder i 2016.

I en rapport fra skat fra 2016, stod SMV’erne for størstedelen af skattegabet, som angiver forskellen på det, borgere og virksomheder burde betale i skat, og den faktiske indbetaling.

Karsten Lauritsen vil indkalde til forhandlinger på den anden side af sommerferien angående stramninger på området.

Og der tegner sig et flertal. Både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er med på idéen, skriver Børsen.

– Vi bakker op om en skærpet revisionspligt. Men vi ønsker også en kritisk gennemgang af lempelserne. De er indført i bedste mening, men alt for mange spekulerer i, at det er risikofrit at snyde, siger skatteordfører Jesper Petersen (S).

Relateret indhold