Regeringen har netop offentliggjort navnene på ti store byggeprojekter, der får lov til at opføre bebyggelse inden for strandbeskyttelseslinjen, og samtidig er det blevet varslet, at yderligere 15 projekter vil få lov til at opføre kystbebyggelse. Og mens Venstre anfører, at projekterne er en sejr for kystturismen, fordi de skaber vækst, udvikling og arbejdspladser i hele landet, så lægger Enhedslisten sig i den anden side af vejen.
– Det er en umådelig trist dag for vores natur, når regeringen giver grønt lys til ti byggeprojekter ved vores kyster. Regeringen vil plastre kysten til med feriehuse, hoteller og fritidsaktiviteter. Det er utroligt dumt og kortsigtet, at man vil ødelægge den smukke natur, som glæder både dem, der bor der, turister og andre besøgende, siger miljøordfører i Enhedslisten, Maria Reumert Gjerding, og fortsætter:
Det, der er tiltrækkende for turister ved vores kystkommuner, er i høj grad den uspolerede natur, der er helt unik for Danmark. At gøre op med den er en historisk fejltagelse.
Maria Reumert Gjerding Miljøordfører, Enhedslisten
Historisk fejltagelse
– Man tager grundigt fejl, hvis man tror, at lempelser af kystbeskyttelsen vil gavne udviklingen i udkantsområderne. Det er snarere omvendt. Det, der er tiltrækkende for turister ved vores kystkommuner, er i høj grad den uspolerede natur, der er helt unik for Danmark. At gøre op med den er en historisk fejltagelse.
Hos Venstre fokuserer man på, at i alt 38 projekter ønskede at være blandt de ti, der fik dispensation til kystnært byggeri, og regeringspartiet bruger den store interesse som argument for, at yderligere 15 kystprojekter nu kan se frem til at blive realiseret.
– Resultatet af forsøgsordningen er imponerende. Den har vist, at der findes mange kommercielle ideer, der kan skabe udvikling rundt om i landet, og derfor er jeg også meget glad for, at regeringen nu vil indføre en ny og styrket forsøgsordning, så endnu flere projekter kan realiseres, siger Venstres miljøordfører, Erling Bonnesen.
Investeringer for fire mia.
Blandt de ti projekter, som nu har fået grønt lys, er blandt andet nye strandhoteller, et nyt badeland, anlæg af badebroer og bredere strande samt aktivitetsområder, der skal understøtte sports- og friluftsliv. Projekterne er spredt over hele landet og vil samlet set skabe mulighed for investeringer for 4 mia. kr.
– Vi ved, at turismen er et rigtig vigtigt erhverv – særligt i områder, der ligger langt fra de store byer – og vi ved, at der ligger et stort vækstpotentiale langs den danske kyststrækning. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu har udvalgt ti projekter, der både understøtter naturen og samtidig skaber vækst og arbejdspladser lokalt. Alle projekterne etableres i tilknytning til øvrige turismemæssige aktiviteter i området, og vi sikrer selvfølgelig, at projekterne harmonerer med den omkringliggende natur og landskab, siger Erling Bonnesen.
Men at projekterne opføres i harmoni med naturen, er Enhedslisten lodret uenig i.
– Vi ved, at regeringen har endnu flere lempelser i kystbeskyttelsen på vej, så dette er i virkeligheden kun startskuddet til det, vi frygter, er et opgør med kystbeskyttelsen. Kystbeskyttelsen er ellers afgørende for, at vi i Danmark har åbne, frie kyster med en helt unik natur, siger Maria Reumert Gjerding.