Samfundsøkonomien skal i forreste række

Den nye transport- bygnings- og boligminister vil styre efter de største samfundsøkonomiske gevinster ved infrastrukturinvesteringer.
Den nye Transport-, Bygnings- og Boligminister Ole Birk Olesen (LA) vil sigte efter de største samfundsøkonomiske gevinster ved infrastrukturinvesteringer. Foto: Steen Brogaard.
Den nye Transport-, Bygnings- og Boligminister Ole Birk Olesen (LA) vil sigte efter de største samfundsøkonomiske gevinster ved infrastrukturinvesteringer. Foto: Steen Brogaard.

Danmark fik mandag en ny transport-bygnings- og boligminister, og det blev meget overraskende Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance, der indtager posten efter Hans Chr. Schmidt.

Ole Birk Olesen sige til Dagens Byggeri, at selv om han de senere år politisk mest har beskæftiget sig med økonomisk politik, så ligger byggeområdet ikke uden for hans interessesfære, idet han som ung faktisk drømte om at blive bygningsingeniør.

Siden blev det journalistikken, der overtog, og nu altså en karriere foreløbig kronet med posten som minister.

Størst gevinst

Den nye minister, der på Christiansborg er kendt som en hardcore liberal, er ikke i tvivl om, hvor der skal satses de kommende år på bygge- anlægsområdet.

– For mig er det vigtigt at sikre, at de trafikprojekter, der investeres i, er dem, der har størst samfundsmæssigt afkast. I en tid, hvor infrastrukturprojekter kan finansieres med meget lave renter i mange år fremover, ville det da være dumt ikke at investere i projekter, der giver et samfundsøkonomisk overskud, siger Ole Birk Olesen til Dagens Byggeri.

Ligesom Mourinho

Hans melding modtages positivt af direktør Michael Svane fra DI Transport, der i øvrigt ikke er kritisk over, at posten som transportminister er en politisk svingdør.

– Jeg har det ligesom Mourinho, at det er dejligt at kunne være med til at forme et nyt hold og vurdere taktikken. Jeg kan ikke få armene ned og synes, at det er fantastisk spændende at få en ny minister fra et nyt parti, der aldrig før har siddet i regering. Det giver en anden løsningsform, som kan være med til at flytte nogle af de dagordener, vi også i DI Transport vil flytte. Det gælder blandt andet udsagnet om, at vi skal bruge pengene klogt, altså en understregning af samfundsøkonomien, siger Michael Svane til Dagens Byggeri.

Lang liste

Af ønsker til vejområdet, har direktøren fra DI Transport en meget lang liste, men han fremhæver først og fremmest Den Fynske Motorvej.

– Desuden har den nye minister nævnt Hærvejsmotorvejen og Havnetunnel i København. Der er mange steder i Danmark, hvor der er behov for at gøre noget. Heldigvis er regeringsgrundlaget ret stærkt på det område, men vi savner noget om Den Fynske Motorvej. Det kommer vi til at arbejde med, slutter Michael Svane

Tog fat om nældens rod

Den afgående minister Hans Chr. Schmidt erkendte, at han stadig havde mange opgaver foran sig, men sådan skulle det altså ikke være.

Han var dog glad for, at departementschefen i sin afskedstale fremhævede, at Hans Chr. Schmidt havde turdet tage fat på og løse en række af de problemer, der havde ligget fra tidligere ministre, som de ikke rigtigt havde turdet røre ved.

– Når vi i forvejen frem til 2019 bruger 15 milliarder kroner på vejområdet hvert år, er det begrænset, hvor meget vi mere kan lave. Og så skal man som politiker have blik for ikke alene det, der foregår på Slotsholmen, men hvad der foregår ude i hele landet. Jeg er blevet meget inspireret af de møder med blandt andre byggeriet, jeg havde rundt om i landet, hvor jeg mødte en masse mennesker, der vidste, hvad der rører sig i byggeriet, siger Hans Chr. Schmidt til Dagens Byggeri.

Relateret indhold