SF: Praktikpladsgaranti kan blive en fuser

Der er delte meninger om trepartsaftalen på den politiske venstrefløj.
Ifølge SF skal der ske et kvalitetsløft af skolepraktikken, hvis ikke praktikplads-garantien skal ende som en fuser. Foto: Colourbox.
Ifølge SF skal der ske et kvalitetsløft af skolepraktikken, hvis ikke praktikplads-garantien skal ende som en fuser. Foto: Colourbox.

SF hilser trepartsaftalen velkommen, men partiets arbejdsmarkedsordfører Karsten Hønge advarer om, at skolepraktikken skal have et kvalitetsløft, og eleverne skal have en betaling, som de kan leve af, hvis ikke den nye praktikpladsgaranti skal blive en fuser.

– Hæv lønnen, ansæt flere instruktører, og lad eleverne sælge produkterne på markedsvilkår. Regeringen snyder de unge, hvis man bilder dem ind, at problemet nu er løst. Tusindvis af unge skal fortsat gøre uddannelsen færdig gennem hel eller delvis brug af skolepraktik, og det kræver altså et kvalitetsløft, hvis ikke garantien skal ende som en fuser, siger Karsten Hønge.

Regeringen snyder de unge, hvis man bilder dem ind, at problemet nu er løst.

Karsten Hønge Arbejdsmarkedsordfører, SF

Skal aflønnes bedre

Han peger først og fremmest på, at der skal rettes op på den urimeligt lave aflønning af elever i skolepraktik.

– Nogle elever vælger at droppe ud, hvis de får tilbudt skolepraktik, for det kan være svært at finde penge til transport og husleje. Lad virksomhederne betale, så elever i skolepraktik kan blive aflønnet bedre. Erhvervsskolerne skal sørge for at der er tilstrækkeligt med instruktører til eleverne. Alt for ofte ser vi eksempler på, at instruktører skal holde opsyn med en stor gruppe elever. Men det dur ikke, når det handler om faglige uddannelser. Her skal elever arbejde tæt sammen med uddannede håndværkere. Maskiner og materialer skal også være af den standard, man bruger i virksomhederne, så eleverne med svendebrevet i hånden kan klare sig i firmaernes virkelighed, og erhvervsskolerne skal have friere hænder til at lade elever i skolepraktik producere varer, som sælges på markedsvilkår, siger Karsten Hønge.

Ikke nok

Ikke overraskende er Enhedslisten ikke tilfreds med aftalen.

– Der mangler i dag 13.000 praktikpladser, og det problem er langt fra løst med dagens aftale. Hverken på kort sigt, hvor målsætningen for 2018 lyder på 2.100 flere praktikpladser, eller på længere sigt, hvor ambitionen begrænser sig til 8-10.000 flere praktikpladser. Det forslår slet ikke i en situation, hvor vi står i risiko for at mangle omkring 70.000 faglærte på det danske arbejdsmarked i 2025. En akut mangel på 13.000 praktikpladser råber på en hurtigtvirkende forpligtende aftale, siger erhvervsuddannelsesordfører Jakob Sølvhøj og kalder aftalen fuldstændig uambitiøs.

Han kalder det dog et skridt i den rigtige retning, når der med aftalen laves en større økonomisk tilskyndelse til at oprette praktikpladser.

– Men det lægger slet ikke det nødvendige pres på virksomhederne. Der skulle være aftalt en klar og bindende forpligtelse af virksomhederne til at ansætte lærlinge.

Relateret indhold